Skip to main content

Omkring 900 skydevåben afleveret her lige før Frit Lejde slutter

Pressemeddelelse   •   Jun 25, 2013 16:54 CEST

Den første juli udløber politiets Frit Lejde aktion. Så der er stadig nogle få dage tilbage, hvis der er borgere, der har ulovlige luftgeværer (over 4.5 mm), rifler, pistoler, revolvere, sprængstoffer, blankvåben eller ammunition liggende.

Hos Syd- og Sønderjyllands Politi er der indtil nu afleveret  cirka 900 skydevåben, deraf blandt andet fem maskinpistoler, cirka 250 blankvåben (knive, dolke, bajonetter, sabler, macheter, armbrøster etc.) Der er mere end 30 gange blevet afleveret sprængstoffer og granater. Desuden er der afleveret i titusindevis af stykker ammunition.

Syd- og Sønderjyllands Politi appellerer til, at borgerne indleverer eventuelle våben, der stadig ligger hjemme i skuffer og skabe eller på lofter, inden weekenden, så man ikke skal køre til Aabenraa og Esbjerg for at gøre det i weekenden. Det er nemlig kun de to stationer, der udenfor almindelig åbningstid vil kunne tage imod våben.

Under særligt skærpende omstændigheder straffes besiddelse af ulovlige skydevåben eller sprængstoffer  med mindst et års ubetinget fængsel. Så der er al mulig god grund til ikke bare at få ulovlige våben ud af cirkulation, men også sikre sig, at man ikke selv får en plettet straffeattest.


Syd- og Sønderjyllands Politi dækker med hovedstation i Esbjerg og lokalstationer i Haderslev, Ribe, Sønderborg, Tønder, Varde, Vejen og Aabenraa samt Udlændingekontrolafdelingen i Padborg den sydligste del af Jylland.