Skip to main content

Politiet beder om hjælp til opklaring af en række påsatte brande i Esbjerg

Pressemeddelelse   •   Jul 29, 2013 12:09 CEST

Siden den 14. juli har der i det vestlige Esbjerg  været syv brande i skure og containere i forbindelse med boligblokke. Brandene er alle påsatte.

Ved ingen af branden har der umiddelbart været fare for, at ilden kunne brede sig til beboelse.

De har fundet sted på Kornvangen, Daddellunden, Birkelunden og Stengårdsvej.

Teenagere set

Ilden er formentlig påsat ved brug af brandbare væsker. Brandene opstår typisk i weekender lige efter midnat, og ved de seneste brande er der set unge mennesker løbe væk fra brandstederne.

Lokalpolitiet i Esbjerg opererer derfor med en teori om, at det kan være teenagere, der har lidt for god tid her i ferien, og som åbenbart også i weekender får lov til at være sent ude.

Der har ikke i forbindelse med brandene været nogen form for optøjer.

Ring hvis du ved noget - og check de unges færden

Da brandene selvfølgelig spreder utryghed i lokalområdet, beder Syd- og Sønderjyllands Politi om, at alle, der måske ved noget om dem, henvender sig til lokalpolitiet i Esbjerg. Ligeledes beder politiet forældre så vidt muligt kontrollere, hvad deres børn og unge foretager sig og tage en alvorlig snak med dem om, hvor alvorligt ildspåsættelse er.

Man kan kontakte lokalpolitiet i Esbjerg på lokal 1-1-4. Man kan også kontakte nærbetjentene på Stengårdsvej.

Mediernes kontaktperson er lederen af lokalpolitiet i Esbjerg, vicepolitiinspektør Lorenz Matzen.


Syd- og Sønderjyllands Politi dækker med hovedstation i Esbjerg og lokalstationer i Haderslev, Ribe, Sønderborg, Tønder, Varde, Vejen og Aabenraa samt Udlændingekontrolafdelingen i Padborg den sydligste del af Jylland.