Skip to main content

Politiet med på håndværkermesse for at tale sikring af varebiler

Pressemeddelelse   •   Maj 17, 2018 18:17 CEST

Fra venstre ses Michael Skaarup og Christian Østergård fra Syd- og Sønderjyllands Politi i samtale med en af deltagerne på messen. Foto: Syd- og Sønderjyllands Politi

Det er ikke hver dag, at deltagerne på en messe for håndværkere møder politiet.

Men det var tilfældet onsdag, hvor to af Syd- og Sønderjyllands Politis kriminalpræventive medarbejdere var i dialog med deltagerne på Starks messe i Esbjerg.

Gør det bøvlet
Politiet deltog for at pointere det vigtige i, at håndværksbranchen er med til at gøre det så bøvlet som muligt at stjæle fra last- og varebiler.

- Vi har de seneste måneder haft fokus på området og været i dialog med branchen om øget sikring af håndværkerbilerne. Og holder de positive takter, tyder det på, at udviklingen igen går den rigtige vej, så antallet af tyverier fra køretøjerne daler, understreger specialkonsulent Chr. Østergård fra Syd- og Sønderjyllands Politis Kriminalpræventive Sekretariat.

Efter flere år, hvor antallet af tyverier fra last- og varebiler var dalet i Syd- og Sønderjyllands politikreds, gik det i 2017 den forkerte vej.

Sidste år var der således 343 anmeldelser, hvor tallet i 2016 lå på 229.

Forsigtige optimister
I årets første fire måneder har Syd- og Sønderjyllands Politi modtaget 77 anmeldelser. Det er 10 færre end i samme periode sidste år. Men det er dog endnu for tidligt at juble over udviklingen, fastslår Chr. Østergård.

- Vi kan være forsigtige optimister. Men der skal meget mere til, hvis vi for alvor skal sætte ind og sende et signal til de kriminelle om, at der ikke er tale om et let bytte, når der holder en last- eller varebil på en parkeringsplads. Politiet kan gøre sit for at opklare tyverierne og få de skyldige dømt. Men er tyven først brudt ind, er skaden sket. Derfor er øget fokus på sikring, så en varebil ikke er en ta-selv-bil, så afgørende, pointerer specialkonsulenten.

Gode råd

  • Tænk over hvor du parkerer din varebil. Du kan for eksempel parkere bilen med bagklappen op mod en mur, et stakit eller en hæk, så tyven ikke kan komme ind. Parker på befærdede steder med god belysning, hvor nogen kan holde øje med køretøjet, og tyven dermed overvåges.
  • Tænk over hvad du har med i bilen. Placér værktøjet, så det ikke er synligt udefra - om muligt fjernes dyrt værktøj fra bilen og opbevares et sikkert sted. Af samme årsag må førerkabinen aldrig fungere som et tillokkende udstillingsvindue for svage sjæle.
  • Jo længere tid, tyven skal bruge på at få adgang til værdierne i bilen, jo bedre. Firmaerne kommer langt ved at sørge for, at varebilen altid er forsvarligt låst, og at tyven ikke kan komme ind i køretøjet uden en nøgle.
  • Mærk dit udstyr – synligt og/eller usynligt - så det tydeligt kan spores tilbage til virksomheden.
  • Dyrt værktøj kan udstyres med GPS-tracker.
  • Sæt piktogrammer udvendigt på varebilen, så tyven tydeligt kan se, at køretøjet er sikret. Det gør tilskyndelsen til tyveri mindre.
  • Beskriv en sikringspolitik så det blandt andet står klart, at uvedkommende ikke får kendskab til, hvor værdifuldt værktøj m.m. befinder sig.
  • Sørg for at politianmelde alle tyverier, så politiet har en mulighed for at efterforske og opklare sagerne. Anmeldelserne er også en vigtig forudsætning for brugbar statistik på området og dermed fokus på problemet fra myndighedernes side. En politianmeldelse sender også et signal om, at virksomheden ikke accepterer tyveri.
  • Anvend eventuelt tv-overvågning - efter reglerne i lov om tv-overvågning - alarm eller GPS.

www.stop-e-hæleri.dk er der gode råd om, hvordan du undgår at købe stjålet værktøj.

Syd- og Sønderjyllands Politis løbeseddel ”Er din varebil en ta-selv-bil” er desuden vedlagt som bilag.

Syd- og Sønderjyllands Politi dækker med områdecentre i Esbjerg, Haderslev og Sønderborg,  samt Udlændingekontrolafdelingen i Padborg den sydligste del af Jylland.