Skip to main content

Politiet søger vidner til skyderi i Esbjerg torsdag aften

Pressemeddelelse   •   Feb 01, 2013 17:17 CET

Der var torsdag aften skyderi i Esbjerg, og Syd- og Sønderjyllands Politi søger vidner, der har viden om begivenhederne.

Politiet blev torsdag klokken 22.08 kaldt til P-pladsen bag plejehjemmet Hedelunden, Spangsbjerg Møllevej 316 i den østlige del af Esbjerg. Folk i området havde hørt skud, og flere biler var blevet set kørende fra stedet i høj fart. Der er fundet tekniske beviser på, at der rent faktisk har været affyret våben.

Politiets efterforskning tyder på, at skyderiet har forbindelse til bandemiljøet, men at det  drejer sig om et internt opgør i en gruppe og ikke et opgør mellem de forskellige grupperinger. Politiet har i øjeblikket ingen anholdte i sagen.

Såfremt der er vidner, der har set eller hørt noget, der kan have forbindelse til skyderiet, vil politiet meget gerne høre fra dem.
Man kan kontakte Syd- og Sønderjyllands Politi på telefon 1-1-4

Mediernes kontaktperson er vicepolitiinspektør Bent Thuesen.


Syd- og Sønderjyllands Politi dækker med hovedstation i Esbjerg og lokalstationer i Haderslev, Ribe, Sønderborg, Tønder, Varde, Vejen og Aabenraa samt Udlændingekontrolafdelingen i Padborg den sydligste del af Jylland.