Skip to main content

Retten frifinder pressefotograf for at betale bøde, men finder at politiets påbud til ham og den øvrige presse var begrundet og givet med rette

Pressemeddelelse   •   Jan 22, 2018 12:58 CET

Retten frifinder pressefotograf for at betale bøde, men finder at politiets påbud til ham og den øvrige presse var begrundet og givet med rette.

Da omkring 300 flygtninge i september 2015 vandrede mod nord på den sønderjyske motorvej, valgte Syd- og Sønderjyllands Politi at forsøge at løse situationen gennem dialog med de vandrende.

I den forbindelse besluttede politiet på et tidspunkt at bede fotografer og journalister forlade vejbanen, hvor flygtningene gik, og i stedet følge situationen fra rabatten, markerne langs vejen og motorvejsbroerne. Det skete dels af hensyn til sikkerheden, da der blev kastet forskellige ting fra motorvejsbroerne og dels af hensyn til at få en konstruktiv dialog med de vandrende. Den dialog blev forstyrret af, at de vandrende efter politiets opfattelse blev bestyrket i deres forehavende, når de var klar over, at de var på i medierne.

En pressefotograf fra Politiken nægtede flere gange at følge politiets opfordring til at forlade vejbanen og blev til sidst anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

Senioranklager Lars Viereck fra anklagemyndigheden hos Syd- og Sønderjyllands Politi siger:

-Vi noterer os, at retten i Sønderborg i sin skriftlige begrundelse siger, at politiets påbud under de beskrevne omstændigheder må anses for tilstrækkeligt begrundet og givet med rette.

Retten har så valgt at lade hensynet til pressens formidling af situationen gå frem for politiets berettigede påbud og har derfor frifundet fotografen.

Anklagemyndigheden vil nu drøfte med Statsadvokaten om sagen skal prøves ved Landsretten.

Syd- og Sønderjyllands Politi dækker med områdecentre i Esbjerg, Haderslev og Sønderborg,  samt Udlændingekontrolafdelingen i Padborg den sydligste del af Jylland.