Skip to main content

Stationerne i Syd- og Sønderjylland er klar til Frit Lejde aktion for våben

Pressemeddelelse   •   Jun 01, 2017 08:48 CEST

Maskinpistol indleveret under den seneste Frit Lejde aktion i 2013

Da der senest i sommeren 2013 var Frit Lejde aktion med aflevering af våben, blev der til Syd- og Sønderjyllands Politi indleveret

  • 702 luft- og fjedervåben
  • 1137 andre skydevåben (Rifler, haglgeværer, pistoler, revolvere, maskinpistoler etc.)
  • 490 blankvåben (Knive, dolke, bajonetter, springknive, krumsabler, sabler etc.)
  • 54 aflevering af eksplosiver (Dynamit, granater, kanonslag, tændsatser etc.)
  • Flere tons ammunition af forskellige slags

Fra og med 1. juni til og med den 30. juni kan borgerne så igen aflevere våben – også våben det normalt er strafbart at være i besiddelse af – anonymt og straffrit til politiet.

Sådan gør du

Det kan ske på stationerne i Esbjerg, Varde, Vejen, Ribe, Tønder, Haderslev, Aabenraa og Sønderborg indenfor almindelig åbningstid i ekspeditionerne.

MEN – det er vigtigt, at man ikke selv transporterer våben eller eksplosivstoffer, som kan være farlige. Det gælder for eksempel granater eller sprængstoffer. Hvis man er i tvivl, er det vigtigt at ringe 114 og forhøre sig først. Så sørger politiet om nødvendigt for afhentning.

Det er tidligere sket, at borgere er kommet ind på en ekspedition med den slags – med det resultat, at ekspeditionen har måttet lukkes og afspærres, til eksperter har kunnet tage hånd om det.

Godt for dig - og godt for samfundet

Ethvert våben, der afleveres, er et mindre ude i cirkulation, der kan bruges til kriminalitet, hvis det falder i forkerte hænder. Så det er vigtigt at få så mange som muligt væk og senere destrueret.

Straffen for at være i besiddelse af ulovlige skydevåben og eksplosiver blev den 24. maj fordoblet til nu mindst to års fængsel.

Rigspolitiet vil hver mandag udsende en status på indsamlingen af våben.

Mediernes kontaktperson er politikommissær Søren Rønnov tlf. 72 58 41 87

Syd- og Sønderjyllands Politi dækker med hovedstation i Esbjerg og lokalstationer i Haderslev, Ribe, Sønderborg, Tønder, Varde, Vejen og Aabenraa samt Udlændingekontrolafdelingen i Padborg den sydligste del af Jylland.