Skip to main content

Straksdom for forsøg på ulovlig indrejse

Pressemeddelelse   •   Jan 24, 2018 16:03 CET

En rumænsk statsborger blev tirsdag ved Retten i Sønderborg idømt en straksdom på fire måneders fængsel samt udvisning af Danmark efter forsøg på indrejse ved hjælp af forfalsket legitimation samt overtrædelse af et indrejseforbud på seks år.

Den rumænske borger blev varetægtsfængslet frem til afsoningen.

Fattede mistanke
Manden blev mandag stoppet ved grænseovergangen i Frøslev i forbindelse med den midlertidige stikprøvevise grænsekontrol, hvor en betjent fattede mistanke til rumænerens legitimation.

Den rumænske borger blev efterfølgende anholdt, hvorefter hans korrekte identitet blev slået fast. Samtidig stod det klart, at personen flere gange var dømt for berigelseskriminalitet i Danmark og senest ud over fængselsstraf var idømt indrejseforbuddet.

Personen erkendte de to forhold, han var sigtet for – brug af falsk legitimation samt overtrædelse af indrejseforbuddet.

Syd- og Sønderjyllands Politi dækker med områdecentre i Esbjerg, Haderslev og Sønderborg,  samt Udlændingekontrolafdelingen i Padborg den sydligste del af Jylland.