Skip to main content

Syd- og Sønderjyllands Politi rådgiver håndværkere om at undgå tyveri fra byggepladser

Pressemeddelelse   •   Jan 20, 2018 06:00 CET

Syd- og Sønderjyllands Politi har kontaktet politikredsens byggemarkeder og tømrerhandlere for at afholde møder med håndværkere. Målet er at øge fokus på sikring af byggepladser.

Politikredsen har de seneste år oplevet et fald i tyverier på området. I 2017 er der dog sket en stigning, og denne udvikling vil politiet gerne stoppe i et tæt samarbejde med byggebranchen.

I 2017 var der således 65 anmeldelser. I 2014 lå tallet på 91, hvorefter det de efterfølgende to år dalede til henholdsvis 49 og 46.

Fokus på sikring
En vigtig faktor, når det gælder om at bringe tallet ned igen, er fokus på sikring af områderne. Det kan være alt for nemt at kravle over et plankeværk og gå på opdagelse på en byggeplads efter arbejdstid.

- Indbrud koster dyrt i tabt arbejdstid, reparationer og erstatning af udstyr og materialer. Så vi skal i højere grad have virksomhederne og deres ansatte til at tænke over, hvordan vi kan gøre det ekstra bøvlet at stjæle og afsætte værktøj, fremhæver specialkonsulent Chr. Østergård fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Han opfordrer derfor til, at bygge- og anlægsvirksomhederne betragter sikringsopgaven som en investering – og ikke et nødvendigt onde.

- Hvad enten det er en lille eller stor byggeplads, så tænk i præventive sikkerhedsforanstaltninger med det samme, for eksempel når en byggeplads skal planlægges. Vi oplever alt for ofte, at virksomheden først begynder at tænke i sikring, når de første tyverier er sket, fremhæver Chr. Østergård.

Rådgivning
På baggrund af udviklingen har politiets sikringsrådgiver kontaktet byggemarkeder og tømrerhandlere i politikredsen og tilbudt et oplæg om, hvad håndværkerne selv kan gøre for at sikre byggepladserne. Og det er blevet godt modtaget i branchen.

Gode råd

  • Virksomheden bør formulere en sikringspolitik, så der hele tiden er fokus på sikring mod tyveri. Og tænk sikring allerede i planlægningsfasen af et byggeri. Kravene ændrer sig i takt med, at byggeriet skrider frem.
  • Udpeg en person, der er ansvarlig for sikkerheden – ved flere virksomheder, så udpeg en fælles sikringsansvarlig til at koordinere tyverisikringen på byggepladsen.
  • Koordinering mellem leverandører, transportører og entreprenører kan være med til at sikre, at materialer først leveres, umiddelbart inden de skal bruges. Så minimeres tiden, hvor de står ubrugte på byggepladsen og er let tilgængelige for tyveknægte.
  • Tag et dagligt fyraftenstjek. Det sikrer, at alt er, som det skal være, inden byggepladsen forlades, og at alle sikringsrutinerne bliver overholdt.
  • Sørg for at politianmelde alle tyverier, så politiet har en mulighed for at efterforske og opklare sagerne. Anmeldelserne er også en vigtig forudsætning for brugbar statistik på området og dermed fokus på problemet fra myndighedernes side. En politianmeldelse sender også et signal om, at virksomheden ikke accepterer tyveri.

Sådan kan en byggeplads sikres

  • Skilte og hegn signalerer til nysgerrige, at der er adgang forbudt. Og hegn hjælper med at forsinke uvedkommendes indtrængning på byggepladsen.
  • Tv-overvågning – efter reglerne i lov om tv-overvågning – af byggematerialer på byggepladsen kan have en præventiv virkning over for både hærværk og tyveri.
  • Kraftig belysning kan være et godt supplement til den øvrige sikring.
  • Overvej trådløs tyverialarm med signal til for eksempel mobiltelefon, kontrolcentral m.v. samt brug af vagter.
  • Materialer og værktøj skal være låst inde for at være dækket af forsikringen. Og overvej at lave et særligt område på byggepladsen, hvor sikringen er særlig god, og hvor de mest værdifulde ting kan opbevares.
  • Er der en kran på byggepladsen, så løft værdifuldt udstyr op på en bygning og placer noget tungt oven på containerne, så de ikke umiddelbart kan trækkes op på en lastbil.
  • Mærkning af materiel og værktøj – både synlig og usynlig - kan have en præventiv effekt.

www.stop-e-hæleri.dk er der gode råd om, hvordan du undgår at købe stjålet værktøj.

Syd- og Sønderjyllands Politi dækker med områdecentre i Esbjerg, Haderslev og Sønderborg,  samt Udlændingekontrolafdelingen i Padborg den sydligste del af Jylland.