Skip to main content

Syd- og Sønderjyllands politi tager til landsstævne i Esbjerg bevæbnet med godt humør og Twitter

Pressemeddelelse   •   Jul 01, 2013 07:30 CEST

Når op mod 30.000 mennesker i denne uge kommer til DGI Landsstævnet i Esbjerg, vil deltagere og gæster kunne møde en lang række glade og serviceparate betjente fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Politiet har et særligt fokus på landsstævnet og har gennem mange måneder lagt planer for, hvordan politiet kan hjælpe med en god og sikker afvikling. Både til glæde for deltagere og tilskuere, men også for esbjergenserne. Det kan ikke undgås, at et så stort stævne vil betyde gener i Esbjerg af forskellig karakter. Derfor appellerer politiet også til borgernes forståelse og tålmodighed.

Rigtig meget kan klares, hvis man holder sig opdateret på begivenhederne. Det kan ske på DGIs hjemmeside www.l2013.dk men også via Syd- og Sønderjyllands Politis website www.politi.dk/Sydsoenderjylland

Den blå fugl er med

Politikredsen vil i forbindelse med stævnet udsende alle vigtige og aktuelle meddelelser via Twitter. Derfor opfordres både arrangører, frivillige, deltagere og Esbjergs borgere til at følge @SjylPoliti og politiets hashtag: #politidk på www.twitter.com

-  Det er en naturlig udvikling for os, at vi bruger de sociale medier til vores direkte kontakt med borgerne, siger stabschef Lene Roesen fra Syd- og Sønderjyllands Politi. I forvejen er mange politikredse og Rigspolitiet på Facebook og Twitter med stor succes og en stærk opbakning fra befolkningen.

Efter DGIS landsstævne vil indsatsen på Twitter blive evalueret, og det vil blive besluttet, om politikredsen også fremover i det daglige arbejde vil bruge sociale medier i kontakten med borgerne.

Politistationen er på stævnepladsen

Men politiet er ikke bare synligt på de sociale medier i forbindelse med landsstævnet. Lige overfor Blue Water Arena på hjørnet af Gl. Vardevej og Mågeparken ligger beredskabsstationen, hvor politiet  holder til sammen med Esbjerg Brand og Redning, Sundhedsberedskabet og Politihjemmeværnet.  Det er basen, hvorfra indsatsleder, patruljebetjente, nærpoliti og færdselspoliti alle med et smil vil hjælpe med de mange store og små opgaver i stævneområdet.

På beredskabsstationen har politiet en ekspedition åben for publikum mellem klokken 07.00 og 23.00 på hver af stævnedagene. Desuden er en særlig linje ind på politiets telefonnummer 1-1-4 blevet reserveret til henvendelser, der har noget med landsstævnet at gøre. Anmeldelser af eventuelle tyverier og hærværk kan også ske på politiets hjemmeside www.politi.dk

Mediernes kontaktperson vedrørende politikredsens debut på Twitter er stabschef Lene Roesen

Mediernes kontaktperson vedrørende politiets beredskabsmæssige indsat ved DGI stævnet er politiinspektør Svend Erik Larsen


Syd- og Sønderjyllands Politi dækker med hovedstation i Esbjerg og lokalstationer i Haderslev, Ribe, Sønderborg, Tønder, Varde, Vejen og Aabenraa samt Udlændingekontrolafdelingen i Padborg den sydligste del af Jylland.

Vedhæftede filer

PDF-dokument