Skip to main content

To års fængsel for forsøg på voldtægt

Pressemeddelelse   •   Aug 25, 2017 05:30 CEST

En 25-årig mand fra Vestjylland skal to år i fængsel, efter at han ved Byretten i Esbjerg blev kendt skyldig i forsøg på voldtægt samt andet seksuelt forhold end samleje.

Dommen blev afsagt mandag.

Kendte hinanden
Hændelsen fandt sted i en privat beboelse den 4. marts, hvor den 25-årige overfaldt en 24-årig kvinde med det formål at begå voldtægt.

Det lykkedes dog kvinden at gøre så meget modstand, at manden måtte opgive.

Den 25-årige blev anholdt den 4. marts og har været varetægtsfængslet frem til dommen.

Der var tale om såkaldt kontaktvoldtægt, hvor gerningsmanden og den forurettede kendte hinanden i forvejen.

Skærpet straf
Dommen er blandt de første i Syd- og Sønderjyllands Politikreds, efter at et bredt flertal i Folketinget i 2016 skærpede straffene for voldtægter.

Anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi havde nedlagt påstand om, at den 25-årige skulle idømmes mellem to år og to år og tre måneders fængsel. Og anklagerfuldmægtig Annika Tranekjer er på den baggrund godt tilfreds med udfaldet af sagen.

- Der er tale om en grov forbrydelse, og dommen afspejler, at straffene er blevet skærpet, understreger hun.

Syd- og Sønderjyllands Politi dækker med hovedstation i Esbjerg og lokalstationer i Haderslev, Ribe, Sønderborg, Tønder, Varde, Vejen og Aabenraa samt Udlændingekontrolafdelingen i Padborg den sydligste del af Jylland.