Skip to main content

To hovedmænd i narko-ring dømt til 12 og 16 år i fængsel

Pressemeddelelse   •   Jun 11, 2013 15:50 CEST

Ved retten i Esbjerg er der i dag faldet dom over bagmændene i en meget omfattende sag om indsmugling og salg af narkotika. De to mænd er idømt henholdsvis 12 og 16 års fængsel.

Det var Syd- og Sønderjyllands Politi, der sammen med Sydøstjyllands Politi og Rigspolitiets Rejsehold i 2012 gik i gang med at optrævle en stor narkotikaring. De centrale personer i ringen blev fundet i Vejle og i Esbjerg.

Unge kvinder som kurerer

Bagmændene benyttede især unge kvinder mellem 19 og 26 år som kurerer. Stofferne, som især var amfetamin og kokain, blev smuglet ind i Danmark fra henholdsvis Holland og Tyskland til Vejle og Esbjerg området.

Ti personer mellem 19 og 26 år har tidligere fået domme på i alt 58 år og ni måneders fængsel. Blandt andet blev en kvinde på 26 år fra Esbjerg, der har haft en afgørende rolle, idømt 12 års fængsel.

Udvist for bestandig

De to bagmænd, der er blevet dømt i dag, er en 26-årig mand, der er afghansk statsborger, og en 43-årig mand, som er tyrkisk statsborger, men begge bosat i Vejle.

Den 43-årige var tiltalt for at have stået bag indsmuglingen eller forsøg på indsmugling af cirka 55 kilo hård narkotika. Han blev idømt 16 års fængsel, fik konfiskeret 1,1 million kroner og blev udvist fra Danmark for bestandigt.

Den 26-årige var tiltalt for at have stået bag indsmuglingen eller forsøg på indsmugling af cirka 33 kilo hård narkotika. Han blev idømt 12 års fængsel, fik konfiskeret 100.000 kroner og blev udvist af Danmark for bestandigt.

Loven åbner op for, at man under særdeles skærpende omstændigheder kan udmåle fængsel i indtil 20 år.

Mediernes kontaktperson er specialanklager Søren Martin Jensen, Anklagemyndigheden, Syd- og Sønderjyllands Politi.

Syd- og Sønderjyllands Politi dækker med hovedstation i Esbjerg og lokalstationer i Haderslev, Ribe, Sønderborg, Tønder, Varde, Vejen og Aabenraa samt Udlændingekontrolafdelingen i Padborg den sydligste del af Jylland.