Skip to main content

To litauiske mænd sigtet for adskillige indbrud i Midt- og Sydjylland

Pressemeddelelse   •   Jan 18, 2018 14:51 CET

To litauiske mænd på 24 og 27 år er i et grundlovsforhør ved retten i Esbjerg blevet fængslet i fire uger.

De to blev anholdt mandag den 15. januar i et sommerhus ved Kvie Sø nær Ansager i Varde kommune. I den forbindelse fandt Syd- og Sønderjyllands Politi udbytte fra adskillige indbrud i det midt- og sydjyske område i dagene forinden. Det handlede især om bærbare computere, Ipads, anden elektronik, smykker og spiritus.

De to mænd blev fremstillet i grundlovsforhør tirsdag. Det skete for lukkede døre af hensyn til den videre efterforskning. De ønskede ikke at udtale sig, men kærede heller ikke fængslingskendelsen.

Syd- og Sønderjyllands Politi har ikke i øjeblikket yderligere informationer i sagen.

Syd- og Sønderjyllands Politi dækker med områdecentre i Esbjerg, Haderslev og Sønderborg,  samt Udlændingekontrolafdelingen i Padborg den sydligste del af Jylland.