Skip to main content

Undgå at blive spist af billethajer forud for festivalsæsonen

Pressemeddelelse   •   Jun 15, 2018 04:45 CEST

Det er ikke sjovt at være på jagt efter en af de eftertragtede billetter til sommerens festivaler, der er udsolgte.

Og det er endnu værre at opdage, at man er blevet snydt – typisk fordi man har købt billetten af en privatperson, der har videresolgt den samme billet flere gange.

Brug din sunde fornuft
- Desværre øjner nogle kriminelle muligheden for at tjene lette penge ved at udnytte, at mange gerne vil se deres yndlingsband optræde live. Og det er rigtig surt at blive snydt. Men ved at bruge sin sunde fornuft og være skeptisk i jagten på billetter, kan man i hvert fald mindske risikoen, understreger specialkonsulent Chr. Østergård fra Syd- og Sønderjyllands Politis Kriminalpræventive Sekretariat.

Han anbefaler tre gode råd, hvis man vil købe en festivalbillet af en privatperson:

  • Sørg for, at der er samme navn på billetten, mobile Pay-kontoen og på den person, som du skriver med online
  • Tag direkte kontakt til sælger og bed om et fysisk møde. Betal først, når du får billetten - og tjek så vidt muligt inden da, om billetten er ægte
  • Undersøg om festivalen tilbyder hjælp til overdragelse af billetter mellem private personer

Er du blevet snydt?

  • Bliver din billet ikke accepteret ved indgangen, er der ikke noget at gøre. Arrangøren har intet ansvar, hvis du er blevet snydt i forbindelse med købet
  • Har du købt en billet hos en virksomhed, kan banken normalt føre pengene tilbage, hvis du har betalt med betalingskort og har handlet på nettet
  • Det samme er tilfældet, hvis du benytter MobilePay – og har betalt til en virksomhed og ikke en privatperson. Du er dårligere stillet, hvis du har handlet med en privatperson. For eksempel har banken som udgangspunkt ikke mulighed for at føre pengene tilbage til dig
  • Husk altid at melde billetsnyd til politiet. Brug Politi.dk eller ring 1-1-4

Læs mere på Forbrugerrådet Tænks hjemmeside

Syd- og Sønderjyllands Politi dækker med områdecentre i Esbjerg, Haderslev og Sønderborg,  samt Udlændingekontrolafdelingen i Padborg den sydligste del af Jylland.