Skip to main content

Undgå hæleri, og få politiets nyheder med app’en på din mobil

Pressemeddelelse   •   Dec 09, 2015 14:16 CET

Vil du undgå at blive hæler ved at købe en stjålet cykel eller bil, og er du nysgerrig efter, hvad der sker der, hvor du bor, så hent app’en POLITI. Det er et godt værktøjet til din mobil.

POLITI app’en giver dig muligheder og holder dig opdateret.
POLITI app’en er udviklet til dig, så du nemt kan tjekke om en cykel eller en bil er meldt stjålet, læse nyheder fra politiet eller sende politiet et tip, hvis du ser noget mistænkeligt. App’en hjælper dig også med at finde nærmeste politistation, uanset hvor i landet du er.

Se om en cykel eller et køretøj er stjålet
Eksempelvis fortæller et opslag på mobilen hurtigt, om du skal købe den brugte blå cykel, du har fundet på Gul og Gratis. Det eneste, du skal gøre, er at indtaste cyklens stelnummer og straks får du svar på, om cyklen er registreret som stjålet. Det samme gælder, hvis du vil sikre dig, at den brugte bil, du overvejer at købe, ikke er meldt stjålet. Her indtaster du enten bilens registreringsnummer eller stelnummer og får svar med det samme.

Tip politiet
Skulle du falde over en cykel eller en bil, der er meldt stjålet, kan du med få klik tippe politiet om hvor og hvem, sælger er. Du kan også tippe politiet, hvis du ser noget mistænkeligt. Du har også mulighed for at indtaste et sted og indsætte et billede. Tipper du politiet, kan du både gøre det med navn og anonymt.

Uddrag af døgnrapport og Tweets
Henter du POLITI app’en og følger Syd-og Sønderjyllands Politi, kan du under Nyheder læse de uddrag af døgnrapporten, vi vælger at fortælle om.

Som noget nyt er det også her, du kan læse alle kredsens tweets, også selv om du ikke er på Twitter. Vi fortæller blandt andet om, hvor det er en god ide at lette foden fra speederen, hvis du vil undgå at få taget dit portræt af ATK-bilen. Når en storm som Gorm rammer, får du nyheder fra kredsen direkte ind på din mobil.

Du kan også læse pressemeddelelser, hvis der for eksempel sker noget alvorligt i vores kreds, eller hvis vi beder om befolkningens hjælp. Vi fortæller ikke kun det alvorlige. Vi fortæller også gerne de gode historier. Et eksempel kan være, hvis en betjent får ny hundehvalp, som han skal til at træne op til en godkendt politihund, eller hvis en hund finder en savnet bortgået person i god behold. Det kunne også være artiklen, hvor Jens Hansen fortæller om glæden ved at være politibetjent under uddannelse.

App’ens historie
App’en blev lanceret 1. juni 2014 til hele landet. Der er siden sket flere opdateringer. Nyeste tiltag er, at du nu kan se om et køretøj er meldt stjålet i politiets register. Indtil videre er app’en blevet hentet 170.000 gange, men vi håber selvfølgelig at flere vil være med.

Sidste godte
Den sidste godte er, at app’en er gratis og meget let at bruge.
Har du ikke allerede app’en på mobilen, kan du hente den til Android i Google Play eller til iOS i App Store.

Syd- og Sønderjyllands Politi dækker med hovedstation i Esbjerg og lokalstationer i Haderslev, Ribe, Sønderborg, Tønder, Varde, Vejen og Aabenraa samt Udlændingekontrolafdelingen i Padborg den sydligste del af Jylland.