Skip to main content

Yderligere information om bilnøgler i sagen om en dræbt på Lakolk strand på Rømø

Pressemeddelelse   •   Jul 16, 2013 16:00 CEST

I sagen om den forulykkede bil på Rømø, hvor en ung mand blev dræbt, har politiets oplysning om, at politiet ikke formoder, at et sæt bilnøgler er blevet plantet på den dræbte tilsyneladende skabt uklarhed om, hvor oplysningerne stammede fra.

Den nu fængslede fører af bilen blev fremstillet i grundlovsforhør om eftermiddagen torsdag den 11. juli, som ulykken var sket om morgenen.

Inden grundlovsforhøret havde en betjent fra den politipatrulje, der gav førstehjælp til den hårdt kvæstede unge mand på stranden, forklaret, at han fandt nøglerne på den kvæstede.

Derfor blev alle de overlevende i bilen sigtet for bevisforvanskelse (Straffelovens paragraf 125). Dels i forbindelse med, at den forulykkede bil efter ulykken blev kørt væk fra ulykkesstedet og dels i forbindelse med, at nøglerne ikke blev fundet i bilen eller hos føreren af bilen.

Efterforskningen og vidneforklaringer har vist, at en af betjentene har fået nøglerne af et vidne. Vidnet ved ikke, hvor de kom fra. Derefter har betjenten sandsynligvis enten tabt eller lagt nøglen tæt ved den nu afdøde, som han var i gang med at give førstehjælp.

Derfor har politiet som sagt ingen formodning om, at nogen har plantet nøglerne på den afdøde.

Ovenstående har ingen betydning for straffesagen mod den fængslede fører af bilen, da han har erkendt uagtsomt manddrab.


Syd- og Sønderjyllands Politi dækker med hovedstation i Esbjerg og lokalstationer i Haderslev, Ribe, Sønderborg, Tønder, Varde, Vejen og Aabenraa samt Udlændingekontrolafdelingen i Padborg den sydligste del af Jylland.