Skip to main content

1 år og 7 måneders fængsel for spirituskørsel

Nyhed   •   Maj 13, 2016 11:20 CEST

En 40-årig mand fra Gram blev den 4. maj ved Retten i Kolding idømt 1 år og 7 måneders ubetinget fængsel. Han var sigtet for at have kørt spirituskørsel fire gange siden september 2014, mens han var frakendt retten til at køre bil.

Et af forholdene nægtede han. Han forklarede, at han blot sad på en rasteplads med bilen startet og selen på, men ikke havde til hensigt at køre bilen. Retten tilsidesatte forklaringen som utroværdig, og den 40-årige blev derfor dømt for alle fire forhold.

Anklager for Sydøstjyllands Politi Tobias Engby uddyber: ’Det var ikke første gang, at manden blev dømt for spirituskørsel. Han er tidligere blevet dømt for 15 tilfælde af spirituskørsel og for i 16 tilfælde at have kørt bil uden førerret’.

Ud over 1 år og 7 måneders ubetinget fængsel, konfiskerede retten også de tre biler, der blev anvendt og frakendte ham retten til at køre et motordrevent køretøj i 10 år.

Anklager for Sydøstjyllands Politi var Tobias Engby.