Skip to main content

13 timer fra tyveri i Horsens til udvisning af Danmark

Nyhed   •   Jan 10, 2017 10:45 CET

Klokken 23.00 søndag den 8. januar 2017 fik Sydøstjyllands Politi en anmeldelse om et igangværende indbrud hos Banedanmark i Horsens. Da politiet ankom kort herefter kunne det konstateres, at porten ind til området var brudt op med en vinkelsliber.

Gerningsmændene anede uråd, da politiet ankom, og tog straks flugten, men den ene blev hurtigt løbet op. Det viste sig at være en 32-årig mand fra Bosnien, som allerede dagen efter kl. 12.00 blev fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Horsens.

Gerningsmændene havde i mørket brudt ind og fyldt en varevogn med 55 pallerammer til en værdi af ca. 5.500 kr. I grundlovsforhøret erkendte manden tyveriet, og forklarede at han tre dage tidligere var ankommet til Danmark og i øvrigt ikke har tilknytning til landet.

Anklager Tobias Engby uddyber: ’Retten idømte manden 30 dages ubetinget fængsel og udvisning af Danmark med indrejseforbud i 6 år.’

Retten varetægtsfængslede efterfølgende manden, indtil udvisningen kan fuldbyrdes.

For Sydøstjyllands Politi mødte anklager Tobias Engby.