Skip to main content

​​16-årig fik betinget fængselsstraf for fusk med buskort

Nyhed   •   Maj 09, 2016 08:56 CEST

En 16-årig pige blev i fredags den 6. maj idømt 30 dages betinget fængsel ved Retten i Kolding. Fængselsstraffen blev gjort betinget, mod at den unge pige skal følge bestemte anvisninger fra kommunen.

Anklager fra Sydøstjyllands Politi Pernille M.A. Moesborg fortæller: ’Den 16-årige pige fremviste den 25. oktober 2015 et buskort i buslinje 1 i Kolding, hvor hun havde indsat sit eget stamkortnummer hen over et værdikort, der tilhørte en anden. Buschaufføren var dog vågen og opdagede, at der var svindlet med kortet’

Den 16-årige forklarede i retten, at hendes eget værdikort var udløbet, og da hun havde fundet et værdikort på vejen, satte hun sine egne oplysninger på værdikortet, så det så ud som om, det hørte til hendes buskort.

Ud over den betingede fængselsstraf blev buskortet konfiskeret.

Den 16-årige modtog dommen.

Anklager fra Sydøstjyllands Politi var Pernille M.A. Moesborg.