Skip to main content

8 måneders fængsel for bedrageri og tyveri af en tandbørste

Nyhed   •   Maj 26, 2016 07:49 CEST

Retten i Kolding idømte i går en 47-årig mand fra Svendborg 8 måneders fængsel for bedrageri og anden berigelseskriminalitet mod ca. 25 personer.

"Bedragerierne foregik typisk via nettet, hvor den 47-årige udgav sig for at ville sælge telefoner. Han fik køberne til at forudbetale en del af købsprisen, men herefter ’glemte’ den 47-årige så at sende telefonerne til køberne’, forklarer anklager fra Sydøstjyllands Politi Jesper Rubow.

Bedrageriet blev foretaget fra sommeren 2012 og frem til januar 2016, og borgerne, der blev snydt, kommer fra hele landet.

Bedrageriet var ikke det eneste den 47-årige blev dømt for. Han blev også dømt for tyveri af en tandbørste i Kvickly i Svendborg. Bedrageriet og tyveriet udløste dommen på 8 måneders fængsel, hvor han skal afsone de fem af dem, og de resterende tre måneder gøres betinget.

Udover fængselsstraffen blev den 47-årige også dømt til at betale erstatning til de borgere, han har snydt.

Anklager fra Sydøstjyllands Politi var Jesper Rubow