Skip to main content

Årsagen til gaseksplosion i Stjær er fundet

Nyhed   •   Okt 05, 2016 11:47 CEST

Torsdag den 29. september eksploderede et hus i Stjær i nærheden af Galten, hvor husets beboer også omkom.

Siden er der blevet foretaget tekniske undersøgelser på stedet for at fastsætte årsagen til eksplosionen, og den er nu fundet.

’De tekniske undersøgelser viser, at der var et læk på naturgasledningen, som var ført under vejen over til huset – men ikke var ført helt ind i huset,’ fortæller vicepolitiinspektør Andreas Bryld Hansen fra Sydøstjyllands Politi og uddyber: ’Det omtalte læk forårsagede, at gassen sivede ind under gulvet i huset, og den efterfølgende blanding af ilt og gas blev så antændt af f.eks. en gnist fra en el-kontakt, el-komfur eller ved brug af åben ild. Det var det, som affødte den voldsomme eksplosion, som desværre betød, at husets beboer omkom ved eksplosionen.’

Gasrørene er nu sikret, og der vil herefter blive foretaget yderligere undersøgelser om årsagen til lækagen på gasrøret. ’Sikkerhedsstyrelsen vil indenfor kort tid udarbejde en rapport herom, hvor årsag og sammenhænge vil blive belyst yderligere, og vi afventer derfor svarene fra de undersøgelser’ afslutter vicepolitiinspektør Andreas Bryld Hansen.