Skip to main content

Bøde og betinget fængsel til lastbilchauffør

Nyhed   •   Jan 26, 2016 13:13 CET

En 49-årig mandlig chauffør fra Fyn blev i dag ved retten i Kolding idømt 20 dages betinget fængsel for at køre på en anden persons førerkort i 4 tilfælde. Han blev også idømt en bøde på 4.000 kr. for at have hvilet for lidt i to tilfælde.

En lastbilchauffør skal have sit førerkort i kontrolapparatet fra arbejdsdagens start til arbejdsdagens afslutning, men da den 49-årige chauffør blev standset af Tungvognscenter Syd den 14. september 2015 på Midtjyske Motorvej ved rasteplads Hærvejen, var det  en anden mands førerkort, der sad i lastbilens kontrolapparat. Chaufføren gik straks til bekendelse.

Sagen blev ved retten i Kolding afgjort som en tilståelsessag, hvor chaufføren forklarede, at førerkortet tilhørte en chauffør, der nogle gange fungerede som afløser i virksomheden. Afløseren vidste ikke, at hans førerkort blev brugt af den 49-årige chauffør. Chaufføren erkendte at have brugt afløserens førerkort i 4 tilfælde, når han ikke kunne nå at afslutte sine ture inden for sin køre- /hviletid. Han brugte så afløserens kort, så det så ud som om reglerne blev overholdt.

Den 49-årige chauffør modtog dommen.

For Anklagemyndigheden i Sydøstjyllands Politi mødte konstitueret senioranklager Pernille M.A. Moesborg.