Skip to main content

Efterlysning på Twitter gav pote: Indbrud opklaret ved kvikke borgers hjælp

Nyhed   •   Dec 10, 2015 11:01 CET

Som opfølgning på Sydøstjyllands Politis efterlysning af et cigaretetui på Twitter i fredags, bringer vi i dag en lille glad historie om, hvordan sociale medier kan hjælpe til opklaring af indbrudssager – takket være kvikke borgere på tværs af landet.

Sydøstjyllands Politi har i den seneste tid arbejdet med en større indbrudsefterforskning, hvor der blandt andet blev foretaget en ransagning af en landejendom et stykke uden for Horsens. Under ransagningen blev der fundet et cigaretetui med et gammelt sort-hvid foto af en mand. Den sigtede i indbrudssagen kunne ikke redegøre for, hvor etuiet kom fra, så derfor blev cigaretetuiet beslaglagt af politiet med det formål at finde frem til et gerningssted.

Det var dog ikke muligt at finde et gerningssted til det letgenkendelige cigaretetui, og derfor efterlyste Sydøstjyllands Politi i fredags etuiet på Twitter. Allerede dagen efter blev indbrudsgruppen, som arbejder med efterforskningen, kontaktet af en 73-årig mand fra Sjælland, som havde set efterlysningen. Den 73-årige var overbevist om, at manden på fotoet i cigaretetuiet var hans onkel, som havde været produkthandler i Vejle-området og var død i 1975. Onkelens navn stemte godt overens med initialerne, som var graveret ind i cigaretetuiet.

I mandags blev indbrudsgruppen kontaktet af en anden borger, nemlig en 42-årig mand fra Hedensted. Han oplyste, at han var barnebarn af produkthandleren  fra Vejle, og at han havde genkendt cigaretetuiet på Twitter. Den 42-årige havde nemlig arvet cigaretetuiet fra bedstefaderen, men det var blevet stjålet ved et indbrud i hans hus i Hedensted. Ved dette indbrud var der også blevet stjålet otte særlige H. C. Andersen-mønter samt en brun læderpung med diverse mønter. Netop disse effekter var indbrudsgruppen ved Sydøstjyllands Politi også stødt på ved ransagningen på landejendommen uden for Horsens, men på daværende tidspunkt kunne de ikke fastlægge, om pungen og mønterne var stjålne. Politiet kørte derfor til adressen uden for Horsens igen for at beslaglægge mønter og pung – som nu kan udleveres til en glad og retmæssig ejer fra Hedensted. Samtidig kan straffesagen mod den formodede gerningsmand sættes i gang.

Sydøstjyllands Politi takker de kvikke borgere for hjælpen med opklaring af denne indbrudssag.

Følg Sydøstjyllands Politi på Twitter: @SydOjylPoliti