Skip to main content

Fire drenge fremstilles i grundlovsforhør

Nyhed   •   Feb 07, 2017 09:15 CET

I går ca. kl. 19.15 modtog Sydøstjyllands Politi via 112 oplysninger om, at en 16 årig dreng af afghansk afstamning var blevet alvorligt forbrændt i Ry, idet der var blevet kastet en brændende flaske med benzin på ham. Drengen blev bragt til sygehuset i kritisk tilstand.

Der blev straks iværksat efterforskning og fire etnisk danske drenge i alderen 15 – 16 år er anholdte som sigtede for forsøg på manddrab ved at have kastet den brændende benzin på den tilskadekomne. De fire fremstilles i grundlovsforhør ved retten i Horsens kl. 10 med påstand om varetægtsfængsling. Anklagemyndigheden vil begære lukkede døre ved grundlovsforhøret.

Der er efter de på nuværende tidspunkt foreliggende oplysninger formentligt tale om en konflikt mellem de fem drenge, der alle bor og går i skole i Ry. Der er på nuværende tidspunkt ikke oplysninger, der tyder på at konflikten har med drengenes forskellige etnicitet at gøre.

Den tilskadekomne oplyses her til morgen fortsat i kritisk tilstand, men aktuelt uden for livsfare.

Da sagen fortsat skal efterforskes og da grundlovsforhøret af samme grund begæres afholdt for lukkede døre, så kan Sydøstjyllands Politi ikke på nuværende tidspunkt oplyse yderligere i sagen.

Sydøstjyllands Politi kan kontaktes på 114.