Skip to main content

Grundlovsforhør slut – dom til 26-årig lastbilchauffør

Nyhed   •   Feb 09, 2016 12:36 CET

Den 26-årige makedonske chauffør, som har været fremstillet i Grundlovsforhør ved retten i Kolding kl. 11 i dag, blev idømt betinget fængsel i 10 dage, en bøde på 64.000 kr, ubetinget frakendelse af førerretten i seks måneder samt udvisning med indrejse forbud i seks år.

Retten lagde vægt på chaufførens forklaring om, at han havde fået ferieerklæringen af sin arbejdsgiver og fandt derfor ikke grundlag for at chaufføren skulle afsone straffen.

Chaufføren kunne ikke fremvise diagramark for de dage, han skulle. Retten lagde vægt på, at  han derved umuliggjorde politiets kontrol af køre- hviletiden og fandt ikke grundlag for at fravige udgangspunktet om absolut sammenlægning af bøderne. Retten fandt af samme grund, at der skulle ske ubetinget frakendelse af førerretten.

Chaufføren modtog dommen.

Han blev fængslet efter dom, indtil han kan blive sendt hjem.

Chaufførens bulgarske vognmand kan se frem til en bøde på over 100.000 kr.