Skip to main content

Hells Angel medlem fremstilles i grundlovsforhør

Nyhed   •   Sep 18, 2014 12:02 CEST

Task Force Vest har i dag torsdag den 18. september 2014 foretaget en større anholdelses - og ransagningsaktion i Vejle. I forbindelse med aktionen blev der foretaget anholdelse af 5 personer, heraf 4 mænd på henholdsvis 59, 46, 42 og 28 år samt 1 kvinde på 43 år. En af de anholdte er et fuldgyldigt HA medlem.

Alle de anholdte fremstilles fredag kl. 9.00 i grundlovsforhør i Kolding ret med begæring om, at de skal varetægtsfængsles under den videre efterforskning. Der vil blive anmodet om dobbeltlukkede døre i forbindelse med grundlovsforhøret.

Der kan ikke udelukkes yderligere anholdelser i sagen og herunder mulige fremstillinger i grundlovsforhør. Af hensyn til efterforskningen samt anmodningen om dobbeltlukkede døre i grundlovsforhøret, er der ikke yderligere oplysninger om dagens aktion.

Kontaktperson for pressen er politiinspektør Brian Voss Olsen.

Kontaktperson for pressen efter grundlovsforhøret er anklager Bettina Lauridsen.

Task Force Vest er en særlig enhed, der proaktivt efterforsker rocker - og bandekriminalitet, organiseret indbrudskriminalitet, hælerier og hjemmerøverier. En efterforskning hører hjemme i Task Force Vest inden for disse kategorier af kriminalitet, hvis den antages at være organiseret, overskride grænser mellem politikredsene og efterforskningen er fremadrettet. 

Task Forcen er sammensat af medarbejdere fra Fyns politi og de jyske politikredse og decentralt organiseret med sektioner i hver af de nævnte politikredse. Task Force Vest har hovedsæde i Horsens og ledes operativt af politiinspektør Brian Voss Olsen, Sydøstjyllands Politi.