Skip to main content

Julen i år skal ikke være indbrudstyvens fest

Nyhed   •   Dec 10, 2015 09:01 CET

De fleste af os har lige nu hovederne fyldt med ønskesedler, julefrokoster og julekalender. Men faktisk er der én enkelt ting, som også bør fylde i bevidstheden op til årets største højtid; nemlig indbrudssikring af boligen op til juleferien.

Lad os fortsætte den gode udvikling
Antallet af indbrud falder markant i øjeblikket. Det har i de senere år været et af vores hovedfokusområder hos Sydøstjyllands Politi, og udviklingen går den rigtige vej:

"I 2012, 2013 og 2014 har vi oplevet et fald i antallet af indbrud i vores politikreds i december måned – og denne udvikling ser vi rigtig gerne fortsætte i dette års julemåned. Antallet af indbrud i selve juleugen var sidste år det laveste i tre år, og det er glædeligt – og tendensen skulle gerne fortsætte i 2015, for hvert enkelt indbrud er et for meget", fortæller vicepolitiinspektør Peter Thaysen fra Sydøstjyllands Politi.

Undgå at give indbrudstyven gode arbejdsvilkår i julen
Mange boliger vil i år allerede stå tomme fra den 18. december – hvor skolernes juleferie starter og mange tager på tidlig juleferie hos venner og familie. Og for nogen er juleferien ekstra lang i år og varer i to uger, helt til den 3. januar. Tomme boliger – og døgnets mange mørke timer – giver desværre indbrudstyven gode arbejdsvilkår, men heldigvis er der meget, du selv kan gøre for at sikre din egen bolig mod uønskede gæster i juleferien.

"Vi vil gerne opfordre alle til at tage ansvar og have indbrudssikring af boligen på to-do-listen her op til jul. Og man skal allerede i gang nu, for hvis der skal skiftes låse eller andet, er det for sent at gå i gang dagen før juleferien. Uanset om man er af sted til julefrokost en enkelt aften eller rejser væk i længere tid på juleferie, er det en rigtig god ide at se på boligen med tyvens øjne. Først og fremmest bør man kigge på adgangsvejen til huset; er døre og vinduer sikrede ordentligt? Ser huset beboet ud – eller ligner det en forladt bolig med fri adgang til en juletyv?", siger vicepolitiinspektør Peter Thaysen.

Nederst har vi samlet de mest gængse råd mod indbrud i beboelse – brug dem som en tjekliste og få allerede sat indbrudssikringen i gang nu. Og husk at fortæl det til dine venner og familie – også de ældre i familien, som måske skal have en hånd til det.

De tre gode tommelfingerregler til indbrudssikring
Skal det lykkedes at få antallet af indbrud i privat beboelse til at falde yderligere, skal der mere end politiindsatser til. Boligejere, naboer og borgere skal engageres, så de selv medvirker i bekæmpelsen af indbrud – og med sund fornuft kan livet gøres surt for tyven:

  • Boligejere: Tag ansvar for sikring af egen bolig
  • Naboer: Den opmærksomme nabo holder øje og hjælper med til, at ferietomme boliger ser beboede ud
  • Borgere: Den opmærksomme borger kontakter politiet, når noget påkalder sig opmærksomhed som "indbrudsrelevant"

Lav en aftale med naboen om at være "boligsitter", inden du drager af sted på juleferie – og måske er det nu, du skal tage initiativet til at få lavet mere formaliseret Nabohjælp i nabolaget?

Fakta – gode råd til indbrudssikring

  • Prøv at se dit hjem med tyvens øjne – hvor let ville det være at komme ind?
  • Sæt friske potteplanter i vindueskarmen
  • Lad det fremgå af telefonsvareren, at du er lige i nærheden og snart vender tilbage
  • Døre og vinduer skal være forsvarligt lukkede og låste, når du forlader dit hjem
  • Tænk på, hvad tyven kan se gennem dine vinduer. Sæt de værdifulde ting, så de ikke er synlige udefra
  • Lås værktøj og haveredskaber inde, så tyven ikke kan bruge det til indbrud. Er stigen udenfor, så lås den fast
  • En høj hæk eller plankeværk kan betyde arbejdsro for tyven. Overvej om du kan forbedre synligheden udefra
  • Lad en radio være tændt, når du er ude
  • Fortæl ikke på internettet, telefonsvarer, sociale medier, at du er bortrejst
  • Der må gerne være lidt uorden i haven, så det ser ud som om, at der er nogen hjemme
  • Få naboen til at parkere bilen i din carport, smide skrald i din skraldespand og tømme din postkasse

De gode internet-adresser Der findes en lang række råd til indbrudssikring, og vi har samlet et udvalg af dem nederst. Tag desuden en tur rundt på internettet for at søge inspiration – de gode adresser kommer her: