Skip to main content

Politiet efterlyser spor i sag om smykketyverier. Smykkerne kan være stålet i hele landet

Nyhed   •   Jan 25, 2018 07:27 CET

Politiet i Fredericia har fundet et stort antal smykker, der formodes at stamme fra tyveri. En ejer fra Tåsinge er fundet, men resten af smykkerne mangler stadig deres ejer.

Den 19. december bad Sydøstjyllands Politi borgerne om hjælp til at opklare en sag om et stort antal halskæder, ringe, armbånd og øreringe, samt forskelligt sølvtøj, som formodes at stamme fra et indbrud eller tyveri. Smykkerne og sølvtøjet fandt politiet i forbindelse med ransagninger på to adresser i Fredericia fredag d. 17. november 2017.

Det førte til en henvendelse fra en kvinde fra Tåsinge på Sydfyn, som har genkendt tre af smykkerne, efter at hun har haft indbrud. Men politiet mangler stadig oplysninger, der kan føre til ejerne af resten af smykkerne og sølvtøjet, og dermed også til opklaring af flere indbrud eller tyveri. Derfor appellerer Sydøstjyllands Politi nu til borgere i hele landet.

”Henvendelsen viser, at selvom smykker og sølvtøj er fundet i Fredericia-området, er det langt fra sikkert, at de stammer herfra. Vi vil gerne i kontakt med personer, der savner smykkerne, eller på anden måde ved noget om dem, så ejerne kan få dem igen og vi forhåbentlig kan opklare sagen,” siger Brian Skovrup Christensen, der er fungerende politikommissær ved Efterforskningscenter Syd i Sydøstjyllands Politi.

Kender du nogle af smykkerne eller sølvtøjet, eller har du oplysninger, som kan hjælpe politiet med at opklare sagen? så kontakt Sydøstjyllands Politi på tlf. 114. Vi siger på forhånd tak for hjælpen.

I nogle af smykkerne findes disse indgraveringer:

100: ”Johnny 4-1-69” og ”Bente 4-1-69”

101: ”VAN THI” og ”HONG NGOC”

121: ”E.H.”

122: ”E.H.”

123: ”fra sognefogederne i Antvorskov Birk 1897 7/12 1922”

124: ”H.T.J” og ”j.h.T.D”

125: ”E.H.”

165: Guldmønt 1915

241: ”Ruth 22-8-56”

Se flere billeder under nyheden.