Skip to main content

Rigtige mænd behøver ikke ulovligt fyrværkeri

Nyhed   •   Dec 14, 2015 09:09 CET

Hvad skal der egentlig til, for at nytårsaften bliver vellykket og går over i historien – på den gode måde?

Sidste år omkom tre mænd på tragisk vis nytårsaften i ulykker med krysantemumbomber, og netop historien om ulykkerne med det ulovlige fyrværkeri er gået over i historien; vi husker den alle, men ikke på den gode måde.

Derfor opfordrer Sydøstjyllands Politi til, at vi alle i år siger nej tak til ulovligt fyrværkeri – det er SO LAST YEAR!

Lad nu være!
Hos Sydøstjyllands Politi er budskabet i år: Lad nu være! Lad nu være med at købe ulovligt fyrværkeri. Lad være med at heppe på kammeraten, der er gør det, og lad være med at tænke "det går nok". Der er et væld af andre måder at gøre nytåret både festligt og vellykket.

"Det ulovlige fyrværkeri er farligere, end de fleste tror, og handlen med det foregår på arbejdspladsen, mellem venner og bekendte og også på de sociale medier. Det er nu tid til at slå på tromme for, at vi alle holder os fra det og kontakter politiet, hvis man skulle høre om nogen, der handler med ulovligt fyrværkeri eller som har købt det. Efter den tragiske ulykke i Nordjylland sidste år hersker der ingen som helst tvivl om, at det simpelthen er for dumt at bruge ulovligt fyrværkeri; man udsætter sig selv og resten af festen for en overhængende fare, og rigtige mænd behøver det ikke", siger politiinspektør ved Sydøstjyllands Politi, Benny Tollestrup.

Der er så mange andre måder at gøre nytåret festligt på…
Derfor, kære mænd: I scorer hverken damer eller points fra kammeraterne, hvis ulovligt fyrværkeri er en del af jeres nytårsaften. Tværtimod – ulovligt fyrværkeri er ikke for rigtige mænd.

Der er så mange andre måder at få en vellykket nytårsaften, som huskes på den gode måde. Sørg for at sovsen ikke skiller – ikke enhver kan lave en ægte bearnaise - og få champagnen lagt på køl i rette tid – så er du en rigtig mand! Hop ind i det nye år fra sofaen klokken tolv og tag en ekstra svingom med damerne. Køb en masse sjove nytårshatte, lav en dessert, der siger spar to - men lad nu være med at købe eller bruge det ulovlige fyrværkeri.

Og kære kvinder – måske I lige skulle holde lidt øje med jeres mænd? Fifler de med ulovligt fyrværkeri? Hvis de gør, så opfordrer vi til at der siges klart og utvetydigt fra, for en fyrværkeriulykke rammer hele familien.

Hos Sydøstjyllands Politi efterforskes lige nu flere sager om ulovligt fyrværkeri – og vi fortsætter vores fokus på opgaven. Kontakt os på 114 eller tip os via app’en "Politi", hvis du har oplysninger om ulovligt fyrværkeri, som kan hjælpe os i vores arbejde frem mod en tryg og sikker nytårsaften.

Sydøstjyllands Politi har i et stykke tid løbende tweetet om ulovligt fyrværkeri og har i den forbindelse brugt humor som våben mod ulovligt fyrværkeri. Det fortsætter vi med. Så trænger du til at smile lidt ad et meget alvorligt emne, eller til moralsk rygstød til at sige nej tak til ulovligt fyrværkeri, så følg @SydOjylPoliti på twitter. Skulle du blive stødt på manchetterne af vores tweets, så skal du vide, at de er kærligt mente og vi foreslår, at du bruger energien fra manchetterne til at "Sige nej tak til ulovligt fyrværkeri".