Skip to main content

​Sydøstjyderne har taget Nabohjælp til sig

Nyhed   •   Jan 07, 2016 11:09 CET

Op til juleferien advarede Sydøstjyllands Politi løbende borgerne om, at julen er indbrudstyvens højtid – og at det derfor er en rigtig god ide at indbrudssikre sin bolig, inden man tager på juleferie.

Indbrudssikring kan foregå på mange måder, og overordnet set handler det om at se på boligen med tyvens øjne – og få den til at se beboet ud, mens man er væk. Samtidig skal døre og vinduer sikres, så ubudne gæster ikke kan skaffe sig adgang til boligen.

En anden vigtig ting er naboerne, eller rettere: At hjælpe hinanden som naboer og formalisere hjælpen, så der altid er en, der holder øje med din bolig, mens du er væk – og som kontakter politiet, hvis han eller hun ser noget mistænksomt.

Nabohjælp kan formaliseres gennem "Nabohjælp", hvor man opretter en profil og kommer med i et nabofællesskab med adgang til for eksempel klistermærker til vinduer og døre, feriekalender, som naboerne har adgang til samt et sms-system, hvor man kan advare naboerne, hvis man ser noget mistænksomt i et tomt hus. På den måde er der altid nogen hjemme, og risikoen for indbrud mindskes og trygheden i nabolaget øges.

Tyve hader nemlig kvikke naboer – og de nyeste tal fra Nabohjælp viser, at danskerne – og sydøstjyderne – har taget Nabohjælp til sig som et aktivt og effektivt våben mod indbrud i privat beboelse. Antallet af tilmeldte brugere ligger lige nu på 146.154 – og 134.184 tilmeldte husstande. Det er en stigning på ikke mindre end 9.228 brugere og 8.023 husstande siden 1. december 2015. I Sydøstjyllands Politikreds ligger på en flot fjerdeplads på landsplan med 13.107 tilmeldte husstande. Førstepladsen indtages af Nordsjællands Politikreds med 19.568 husstande, andenpladsen er Syd- og Sønderjyllands Politi med 16.895 husstande og tredjepladsen går til Østjyllands Politi med 13.189 husstande.

Vil du – og dine naboer – også tilmeldes Nabohjælp? Så klik ind på www.nabohjælp.dk.