Skip to main content

Sydøstjyllands Politi slår til mod indbrudskriminalitet

Nyhed   •   Maj 21, 2014 15:53 CEST

I dag kl. 1030 blev seks mænd og en kvinde i alderen fra 23 – 32 år, anholdt og sigtet for indbrud i private hjem, indbrud i virksomheder og for hæleri. Sydøstjyllands Politi har anholdt personerne i Vejle og Horsens-området og der er gennemført ransagninger af flere lokaliteter i løbet af dagen.  Under ransagningerne er der fundet en del ting, som stammer fra indbrud.

Anholdelserne er sket på baggrund af en efterforskning og indsats rettet mod opklaring af indbrud, men også mod aftagere af tyvekoster. Sagen handler om mere end 20 indbrud i private hjem og virksomheder og der bliver rejst en række sigtelser for indbrud og hæleri. Værdien af de stjålne effekter er ikke endelig gjort op, men skønnes lige nu at være over en million kroner.

"Jeg er meget tilfreds med dagens aktion. Indbrud er en rigtig ubehagelig oplevelse for de, det går ud over" siger vicepolitiinspektør Carit Andersen og fortsætter "Derfor er det en god dag på arbejde, når det lykkes af afsløre, hvad der tegner til en rigtig god og stor sag".

I morgen, torsdag den 22 maj 2014, fremstilles tre mænd og en kvinde på henholdsvis 23, 23, 25 og 20 år, i grundlovsforhør i retten i Kolding med påstand om varetægtsfængsling. Der vil ved grundlovsforhøret blive anmodet om lukkede døre af hensyn til den videre efterforskning. Derfor kan politiet ikke komme med yderligere oplysninger og detaljer om efterforskningen eller sagen.

Politiets anklager er Jannie Lillienskjold Andersen.

Ansvarlig leder for indsatsen er vicepolitiinspektør Carit Andersen.