Skip to main content

Task Force Vest efterforsker Danmarks historiens største beslaglæggelse af kokain 

Nyhed   •   Jan 19, 2016 08:01 CET

Den 14 juli 2015 blev der i en container i Esbjerg beslaglagt 310 kg kokain.Kokainen blev fundet hos en virksomhed i Esbjerg som på ingen måde er involveret i de 310 kg kokain.

Den beslaglagte kokain havde en usædvanlig høj renhed, hvilket betyder, at de 310 kg kokain kan sælges og blandes op til cirka 1200 kg kokain. Den beslaglagte kokain repræsenterer derfor en salgsværdi på 8 – 900 millioner kr.

På baggrund af omhandlede store beslaglæggelse af kokain, iværksatte Task Force Vest en stor hemmeligholdt international efterforskning. Efterforskningen blev gennemført i samarbejde med Rigspolitiets rejsehold og internationale samarbejdspartnere i henholdsvis Holland og Belgien. 

Den foreløbige efterforskning har indtil videre medført 6 fængslinger af mistænkte gerningsmænd fra Holland og Belgien. Fængslingerne og anholdelsesaktioner blev foretaget i henholdsvis Holland og Belgien, hvor der ligeledes er gennemført et stort antal ransagninger. Med henblik på strafforfølgning, vil Dansk Politi begære de fængslede personer udleveret til Danmark. Der er indtil videre sket udlevering af 1 person til Danmark. 

Efterforskningen fortsætter og det kan ikke udelukkes, at der sker yderligere fængslinger. Af hensyn til sagen som i retten er holdt for lukkede døre, kan der ikke gives yderligere oplysninger på nuværende tidspunkt.

Kontaktperson for pressen er leder af Task Force Vest, politiinspektør Brian Voss Olsen.

Task Force Vest, er en særlig enhed, der proaktivt efterforsker rocker - og bandekriminalitet, organiseret indbrudskriminalitet, hælerier og hjemmerøverier. En efterforskning hører hjemme i Task Force Vest inden for disse kategorier af kriminalitet, hvis den antages at være organiseret, overskride grænser mellem politikredsene og efterforskningen er fremadrettet.

Task Forcen er sammensat af medarbejdere fra Fyns politi og de jyske politikredse og decentralt organiseret med sektioner i hver af de nævnte politikredse. Task Force Vest har hovedsæde i Horsens og ledes operativt af politiinspektør Brian Olsen, Sydøstjyllands Politi.