Skip to main content

Straksdom til menneskesmuglere

Nyhed   •   Dec 06, 2013 09:59 CET

To mænd fra Kosovo blev torsdag den 5. december 2013 hver idømt 30 dages fængsel og udvisning med indrejseforbud i 6 år af Retten i Nykøbing Falster, for at have bistået en kvinde fra Kosovo med ulovligt at indrejse i Danmark.

De to mænd og kvinden var kørende i bil fra Tyskland, og blev stoppet ved en fælles Schengen- og toldkontrol ved Rødby Færge onsdag den 4. december 2013. Kvinden kunne ikke fremvise gyldigt pas
eller visum, og begge mænd erkendte sig skyldige i grundlovsforhøret den 5. december 2013. Kvinden søgte efterfølgende asyl i Danmark.

Begge mændene modtog dommen og blev efterfølgende varetægtsfængslet uden protest. Der blev desuden beslaglagt 1000 euro hos den ene af de dømte med henblik på sikring af det offentliges krav på sagsomkostninger. 

For yderligere oplysninger henvises til anklagerfuldmægtig Mia Østergaard på 41328136.