Skip to main content

Uddrag fra torsdagens døgnrapport

Nyhed   •   Jan 12, 2018 09:25 CET

NAKSKOV: Opsigtsvækkende fund i busk
En medarbejder fra Vej og Park i Nakskov blev noget overrasket, da hun torsdag formiddag var ved at samle affald i busken på Nørrevold tæt ved stationen. Godt gemt mellem grene og blade lå en skarpladt pistol med seks patroner. Politiet kom til stedet og undersøgte området for andre genstande, men uden at finde mere. Pistolen er nu sendt til en grundigere undersøgelse hos kriminalteknisk afdeling.


FENSMARK: Ulykke med dødelig udgang

En 30-årig mand fra Ukraine mistede torsdag kl. 11.14 livet, da han kørte galt i sin varebil på Holmegaardsvej i Fensmark. Af ukendte årsager kørte han ud i rabatten og påkørte et træ. En lægehelikopter blev sendt til stedet, hvor en sygeplejerske i civil var ved at give manden førstehjælp. Ulykken var dog så alvorlig, at manden ikke kunne reddes. Familien i Ukraine er underrettet.


NØRRE ALSLEV: Bil kørte ind i et træ og endte på siden

En 45-årig mand fra Nørre Alslev måtte en tur omkring Nykøbing Falster sygehus, efter han torsdag kl. 19.28 var kørt ind i et træ og et vejskilt og havde miste herredømmet over bilen. Bilen væltede om på siden. En alkoholtest viste, at manden havde en promille en del over det tilladte, og han fortalte desuden, at han ikke havde noget kørekort. Han slap med skrammerne og en sigtelse for spirituskørsel og kørsel uden førerret.


INDBRUD

Politiet har i det seneste døgn modtaget følgende anmeldelser om indbrud i privat beboelse:

By Vej Type Tidsrum Udbytte
Glumsø Østergårdsvej Hus Torsdag klokken 14-19.45 Smykker og sølvtøj
Haslev Denderupvej, Vester Egede Hus Torsdag klokken 15-19.20 Guldsmykker
Haslev Ternesøvej, Terslev Hus Onsdag klokken 13.05-21.25 To lommeure af sølv
Haslev Themstrupvej Hus Torsdag klokken 23.26 Ikke umiddelbart stjålet noget
Slagelse Murervej Lejlighed Torsdag klokken 19.30-22.35 Playstation 4 med controllere, ure af mærket Apple og Skagen, spiritus og fire par cowboybukser
Stege Grønsundvej, Nøbølle Hus Tirsdag klokken 9 – torsdag klokken 11 Ikke umiddelbart stjålet noget
Toksværd Nr. Tvedevej Hus Torsdag klokken 15.10-19.40 Smykker


FÆRDSELSKONTROLLER


I denne uge afvikles en færdselskampagne med fokus på skoleveje og cyklister. I det forløbne døgn har politiet været ved flere af politikredsens skoler, og der er fortsat flere cyklister, der færdes i det mørke vejr uden at have ordentligt og tilstrækkeligt lys på cyklen. Det er bekymrende.

Der er tale skoleelever, der i mange tilfælde er under 15 år gamle og dermed under den kriminelle lavalder, så derfor får de ingen bøde for overtrædelsen. Politiet tager kontakt til deres forældre, ligesom SSP-samarbejdet går ind i sagerne i forhold til skolerne. I går var politiet følgende steder:

By Vej Tidspunkt
Slagelse Holmstrupvej Klokken 7.30-8.15 Flere påtaler om manglende lys på cyklen
Sorø Frederiksvej Klokken 7.45-8.15 Omkring 40 biler blev tjekket – ingen sager
Stege - Klokken 10-10.46 11 køretøjer blev standset og kontrolleret: Fire blev sigtet for at køre uden sikkerhedssele og en blev sigtet for at bruge håndholdt mobil under kørslen
Stege Bygvænget Klokken 7.13-8.22 89 bilister fik målt hastigheden med laser. Den højest tilladte hastighed er 50 km/t, og en enkelt blev målt til at køre 87 km/t. Derudover blev 31 cykliste rkontrolleret – tre blev sigtet for at køre uden lys på cyklen
Vordingborg Parkvej Klokken 7.30-8.15 Ingen sager
Husk, at det er muligt at bestille en færdselskontrol på www.bestilenfærdselskontrol.dk. HASTIGHEDSKONTROLLER

Politiet har i det forløbne døgn haft følgende hastighedskontroller:

By Vej Tid Type Kontrollerede Fartbilister Tilladt Hurtigste Klip
Nakskov Løjtoftevej Klokken 10.59-16.25 ATK 673 1 50 km/t 59 km/t -
Nykøbing Linde Alle, Ø. Toreby Klokken 7.20-13.40 ATK 247 12 50 km/t 75 km/t Et klip


PÅVIRKEDE TRAFIKANTER
I det seneste døgn har politiet standset en enkelt spritbilist:

Politiet standsede fredag klokken 1.10 en 40-årig mand fra Søllested, der kom kørende på knallert på Tårsvej i Nakskov. Den 40-årige havde en promille, der var højere end det tilladte, og han blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel.