Skip to main content

Uddrag fra torsdagens døgnrapport

Nyhed   •   Jan 26, 2018 09:54 CET

HOLMEGAARD: Røveri endte i slagsmål og en tabt pose
Torsdag klokken 19.45 havde en røver i en butik på Holmegaardsvej i Holme-Olstrup et sammenstød med en butiksdetektiv. Detektiven havde konfronteret røveren, og det førte til håndgemæng i form af både skub og slag. Røveren tabte under tumulten en pose, men det lykkedes ham at stikke af til fods. Manden beskrives som følger: 45-50 år, 190 centimeter høj, muskuløs og med kort hår. Manden var hvid og talte flydende dansk. Han var iført en sort dunjakke med hætte, som havde gul inderside, og han var i blå jeans og hvide sko. Han bar briller. Politiet hører meget gerne fra folk, der har set eller ved noget om røveriet. Kontakt os på 114.


SLAGELSE: ”Giv mig 3.000!”
En ung kvinde forsøgte torsdag klokken 20.15 at røve en forretning på Rosengade i Slagelse. Hun var kommet ind i forretningen, og efter et stykke tid havde hun hevet en kniv frem og sagt: ”Giv mig 3.000”. Det nægtede ekspedienten, der i stedet bad pigen om at forlade forretningen, og det fik hende til at løbe fra stedet syd om Sankt Mikkels Kirke og derfra mod nord. Pigen beskrives som følger: 14-15 år, 170 centimeter høj, kraftigt bygget og hvid hud. Hun talte flydende dansk. Hun var iført mørkt tøj og havde en hætte trukket op om hovedet samt et rødt tørklæde for munden. Hun havde en stofpose i hånden, hvor kniven på 20-25 centimeter var. Politiet vil gerne høre fra folk, der har set pigen eller ved noget om røveriet på 114.


SLAGELSE: I det mindste var de ikke ”nyttige idioter”
En patrulje, som egentlig var i et helt andet ærinde på spor 1 på Slagelse Station, blev overfaldet verbalt af en 37-årig kvinde fra Ringsted. Hun råbte højt og opførte sig aggressivt, og de verbale udgydelser lød blandt andet som følger: ”Idioter” fulgt af ”Ubrugelige idioter”. Hun blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen i form af forstyrrelse af den offentlige orden.


INDBRUD

Politiet har i det seneste døgn modtaget følgende anmeldelser om indbrud i privat beboelse:

By Vej Type Tidsrum Udbytte
Haslev Tøpkildevej Hus Søndag midnat til torsdag klokken 8.30 Smykker
Kalvehave Østervej Hus Torsdag klokken 18.50-21.40 Smykker
Mogenstrup Ageren Hus Torsdag klokken 11-11.25 Fem syverstole med læder og en hvilestol
Slagelse Antvorskov Alle Hus Tirsdag klokken 11 – torsdag klokken 11.50 Sølvtøj
Sorø Egesvinget Hus Torsdag klokken 15-22.20 MacBook air og en radio af mærket B&O
Sorø Fægangen Hus Torsdag klokken 12.20-12.40 Ikke umiddelbart stjålet noget
Stege Rubinvænget Hus Torsdag klokken 14-17.45 Dameur af guld
Vordingborg Bakkebøllevej Hus Torsdag klokken 15.30-19.50 Smykker
Vordingborg Søndervej Hus Torsdag klokken 17 – fredag klokken 1 Ikke gjort op hvad der er stjålet
Væggerløse Hejmdalsvej Hus Torsdag klokken 4-22 Ikke umiddelbart stjålet noget

HASTIGHEDSKONTROLLER
Politiet har i det forløbne døgn haft følgende hastighedskontroller:
By Vej Tid Type Kontrollerede Fartbilister Tilladt Hurtigste Klip
Bogø By Grønsundsvej Klokken 14.17-19.59 ATK 524 46 70 km/t 106 km/t Fire klip
Maribo Sydmotorvejen Klokken 11.03-17.05 ATK 2406 58 110 km/t 175 km/t Fire klip og en betinget frakendelse
Nykøbing Nykøbingvej, Nr. Ørslev Klokken 7.35-14 ATK 384 1 60 km/t 72 km/t -

Husk, at det er muligt at bestille en færdselskontrol på www.bestilenfærdselskontrol.dk.


PÅVIRKEDE TRAFIKANTER

I det seneste døgn har politiet standset følgende påvirkede trafikanter:

Torsdag klokken 14.58 standsede politiet en 60-årig mand fra Gedser på Marielyst Strandvej i Marielyst. En alkometertest viste, at den 60-årige havde en promille, der var højere end det tilladte, og han blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel.

Politiet standsede torsdag klokken 16.35 en 60-årig mand fra Vordingborg på Orevej i Vordingborg. Den 60-årige virkede fuld, og en alkometertest bekræftede, at han havde en promille, der var lidt højere end det tilladte. Han blev herefter anholdt og sigtet for spirituskørsel.

En 50-årig mand fra Nakskov blev torsdag klokken 17.18 standset af politiet på Engboulevarden i Nykøbing. Den 50-årige havde ikke noget kørekort, men til gengæld viste en alkometertest, at han havde en promille, der var højere end det tilladte. Den 50-årige blev herefter anholdt og sigtet for kørsel uden førerret og for spirituskørsel.

Torsdag klokken 23.55 standsede politiet en 27-årig mand fra Næstved i Ringstedgade i Næstved. Den 27-årige viste sig at have en promille, der var højere end det tilladte, og han virkede også påvirket af stoffer. Desuden havde han ikke noget kørekort. Han blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel, for kørsel i påvirket tilstand og for kørsel uden førerret, og da han flere gange tidligere var sigtet for at køre uden kørekort, blev hans bil beslaglagt på stedet.

Fredag klokken 0.25 standsede politiet en bil i Storegade i Stege. Føreren var en 27-årig mand fra lokalområdet, og en narkometertest gav udslag for både amfetamin og cannabis. Ved en ransagning af den 27-årige fandt politiet 187,73 gram hash og 0,86 gram amfetamin, og han blev herefter anholdt og sigtet for kørsel i påvirket tilstand og for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.