Skip to main content

Uddrag fra weekendens døgnrapport

Nyhed   •   Maj 30, 2016 10:16 CEST

PÅVIRKEDE TRAFIKANTER

I weekenden har politiet standset følgende påvirkede trafikanter:

Fredag klokken 12.04 standsede politiet en 66-årig mand fra Horslunde, der kom kørende på sin knallert på Bøgeholtvej ved Torrig. En alkometertest viste, at den 66-årige havde en promille, der var højere end det tilladte, og han blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel.

Lørdag klokken 20.45 fik politiet en anmeldelse om, at muligvis kørte en bil med en spritbilist ved rattet i Vordingborg. Bilen blev kort efter standset, og føreren – en 33-årig mand uden fast bopæl – blev anholdt og sigtet for spirituskørsel.

Politiet standsede lørdag klokken 20.50 en 46-årig mand fra Skælskør på Næstvedvej i Skælskør. En alkometertest viste, at den 46-årige havde en promille, der var noget højere end det tilladte, og han blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel. På grund af promillens størrelse blev den 46-åriges kørekort inddraget på stedet.

En 19-årig mand fra Næstved blev søndag klokken 5 standset af politiet på Kildebakken i Næstved. En alkometertest viste, at han havde en promille, der var lidt højere end det tilladte, og han blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel.

Søndag klokken 15.58 standsede politiet en 63-årig mand fra København på Nykøbingvej i Nørre Alslev. En alkometertest viste, at den 63-årige havde en promille, der var lidt højere end det tilladte, og han blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel.

Fredag klokken 9.32 standsede politiet en 46-årig mand fra Eskilstrup på Gaabensevej uden for Nykøbing. En narkometertest gav udslag for cannabis og opiater, og den 46-årige blev derfor anholdt og sigtet for kørsel i påvirket tilstand.

Politiet standsede lørdag klokken 18.58 en 29-årig mand fra Vordingborg, der kom kørende i Storegade i Stege. Det viste sig, at den 29-årige var frakendt kørekortet, og den bil, han kørte i, var hverken indregistreret eller forsikret. Endelig viste en narkometertest, at han var påvirket af stoffer, og han blev derfor anholdt og sigtet for kørsel i påvirket tilstand.

Søndag klokken 3.10 standsede politiet en 29-årig mand fra Næstved på Karrebækvej i Næstved. Den 29-årige virkede påvirket af stoffer, og en narkometertest gav udslag for amfetamin. Derfor blev den 29-årige anholdt og sigtet for kørsel i påvirket tilstand.

Politiet standsede søndag klokken 17.50 en 18-årig mand uden fast bopæl, som kom kørende på Langøvej i Nakskov. Den 18-årige virkede påvirket af stoffer, og han blev derfor anholdt og sigtet for kørsel i påvirket tilstand.

En 55-årig mand fra Korsør kørte fredag klokken 16.03 ind i en personbil, da han bakkede med sin lastbil på p-pladsen ved Slagelsehallen på Parkvej i Slagelse. Ingen kom til skade ved uheldet, men en alkometertest viste, at den 55-årige havde en promille, der var lidt højere end det tilladte. Han blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel.


STUBBEKØBING: Mand faldt i skorsten

Politiet fik søndag formiddag flere anmeldelser fra bekymrede borgere, der fortalte, at der rendte en mand rundt på tagene på husene ved Vestergade i Stubbekøbing. På et tidspunkt enten faldt eller hoppede manden ned i en skorsten på taget af Stubbekøbing Museum og kunne ikke selv komme op igen. For at få manden op, blev redningsfolkene nødt til at hugge hul på skorstenen. Det drejer sig om en 40-årig mand fra Jyderup, der blev sigtet efter ordensbekendtgørelsen. Han blev tilset af en læge efter sit uheld med skorstenen.

BRAND: Ældre mand død af brandskader

Søndag klokken 17.25 fik politiet en anmeldelse om, at der var brand i et rækkehus på Prins Jørgens Alle i Vordingborg. Beboeren i rækkehuset - en 86-årig mand - blev reddet ud af huset og straks fløjet med lægehelikopter til Rigshospitalet i København. Han havde desværre fået så alvorlige forbrændinger, at hans liv ikke stod til at redde. Ilden var angiveligt startet, da den 87-årige tabte nogle gløder fra en cigaret ned i sin kørestol, der antændte et tæppe, han havde over sig, men det vil politiets brandtekniske undersøgelser formentlig endelig fastslå.

FENSMARK: 19-årig sigtet for tyveri af Mac Book

I onsdags blev en Mac Book Air stjålet fra en lejlighed på Dragehøjvej i Fensmark. Er vidne havde mistanke til en bestemt person, og i går lykkedes det politiet at finde frem til en 19-årig ung mand fra lokalområdet, der blev anholdt og sigtet for tyveriet.

SLAGELSE: Trafikuheld uden førerret

To biler og en påhængsvogn i trafikuheldTo bilister var lørdag aften klokken 18.35 involveret i et sammenstød på Vestmotorvejen. De kørte østpå, og den ene, en 43-årig mand, var ved at overhale den anden, en 39-årig mand, som kørte med påhængsvogn, da højre fordæk på den overhalende bil sprang. Den 43-årige mand mistede kontrollen og kørte ind i siden på den 39-årige. Påhængsvognen knækkede af og røg i grøften, mens bilen snurrede 180 grader rundt og standsede i den første vognbane. Den 43-åriges bil ramte autoværnet i midten og standsede i anden vognbane. De to biler blev hurtigt flyttet ud i græsrabatten. Politiet blev tilkaldt, og da patruljen ankom, blev den overhalende mand alkometertestet, og det viste sig, at han havde en promille en del højere end tilladt. Det viste sig også, at han kørte uden førerret, og at bilen, han kørte i, var et han havde taget fra sin arbejdsplads uden tilladelse. Han er nu sigtet for overtrædelse af både færdselsloven og straffeloven.

SLAGELSE: 17-årig sigtet for røveri

I lørdags klokken 19.53 var Netto på Sdr. Ringgade i Slagelse udsat for røveri, da en maskeret mand kom ind i forretningen og truede med en økse. Han ville have både penge og cigaretter, men da kassemedarbejderen løb fra stedet, gjorde røveren det også. Politiet fik dog senere på aftenen støvet den formodede røver op. Det viste sig, at være en 17-årig ung mand fra byen. Han blev anholdt og sigtet for røveri. Søndag blev han fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Næstved, hvor han blev varetægtsfængslet fire uger.

NÆSTVED: To unge mænd stjal højtalere

Politiet fik natten til søndag klokken 4.40 en anmeldelse fra en mand, der havde hørt, at der blev sparket på nogle kælderdøre et sted på Ejlersvej i Næstved, og kort efter havde han set flere unge løbe fra stedet med nogle genstande i favnen. Politiet kørte rundt i området, og ikke langt fra gerningsstedet stødte patruljen på to unge mænd på hhv. 18 og 20 år - begge fra Faxe. De slæbte på hver deres højtaler, som de indrømmede at have fjernet fra kælderrummet på Ejlersvej. Derfor blev de begge anholdt og sigtet for tyveri.

NÆSTVED: Brand i kælderlejlighed

Fredag aften klokken 20.45 opstod der brand i en kælderlejlighed på Havrevænget i Næstved. Branden udviklede store mængder røg, og lejlighedens mandlige beboer måtte reddes ud af redningsfolkene. Manden blev kørt til tjek for røgforgiftning på sygehuset. Branden, der begrænsede sig til køkkenet i kælderlejligheden, skal nu undersøges nærmere af politiets brandteknikere.

KREDSEN: Prajer folk på motorvejstilkørsler

Politiet har specielt i lørdags fået flere anmeldelser om, at der ved motorvejstilkørsler stod udenlandske mennesker ved siden af deres bil, der havde havariblinket slået til, og forsøgte at praje de forbipasserende til at holde ind til siden. De udenlandske personer var set ved både Tappernøje, Sorø og flere steder ved Slagelse. Formentlig forsøger de at sælge falsk guld til de folk, der holder ind til siden. Hvis man ser disse biler holde på motorvejstilkørslerne råder politiet til, at man ikke holder ind, men i stedet kontakter politiet på telefon 114.

INDBRUD

Politiet har i weekenden modtaget følgende anmeldelser om indbrud i privat beboelse:

ByVejTypeTidsrumUdbytte
DannemareArningevejHusFredag klokken 17 – lørdag klokken 10.3032” tv af mærket Samsung, kogeplade og indbygningsovn af mærket Voss, mikroovn og to boxmadrasser
FaxeFrederiksmindevejHusLørdag klokken 12 – søndag klokken 9.34Værktøj
HaslevMunkeskovvej, ÅrløseHusFredag klokken 15 – søndag klokken 17Gl. lysbilledapparat og hydrometer
NæstvedAssensvejHusFredag klokken 20.45 – lørdag klokken 7.42Kontanter og smykker
NæstvedOdensevejHusFredag klokken 10 – søndag klokken 12.45Mobiltelefon af mærket Nokia
SorøTuelsøvejHusSøndag klokken 4.20Ikke umiddelbart stjålet noget


FÆRDSELSKONTROLLER

I weekenden har politiet haft følgende færdselskontroller:

ByVejTidspunkt
KarrebæksmindeKarrebækvejSøndag klokken 16.07-16.37Bestilt færdselskontrol: 70 køretøjer tjekket – ingen sager
KarrebæksmindeKirkebakkenSøndag klokken 15.55-17Bestilt færdselskontrol: To knallerter blev standset og tjekket – ingen sager
MarielystMarielyst StrandvejLørdag klokken 1-1.4522 biler standset og kontrolleret: Ingen sager
NykøbingBrovejen ved EngmosevejLørdag klokken 9.05-10.05160 køretøjer kontrolleret: Ingen sager
NykøbingSdr. Kirkebyvej, Nr. ØrslevSøndag klokken 16.50-17.20En enkelt bilist blev sigtet for at køre hurtigere end de tilladte 50 km/t – hastigheden blev målt til 70 km/t, og det udløser et klip i kørekortet
NykøbingVibehavenFredag klokken 21.45-22.1530 biler standset og kontrolleret: Ingen sager
StegeKlintevej, KeldbyFredag klokken 12.25-13.2040 køretøjer standset og kontrolleret: En blev sigtet for at køre uden sikkerhedssele

Husk, at det er muligt at bestille en færdselskontrol på www.bestilenfærdselskontrol.dk.


HASTIGHEDSKONTROLLER

Politiet har i weekenden haft følgende hastighedskontroller:

ByVejTidTypeKontrolleredeFartbilisterTilladtHurtigsteKlip
KorsørVestmotorvejen ved StorebæltsbroenFredag klokken 6.32-11.35ATK3793704110 km/t178 km/t29 klip og to betingede frakendelser
SakskøbingSydmotorvejenFredag klokken 8.10-13.30ATK2100198110 km/t174 km/tFem klip og tre betingede frakendelser
SkælskørSorø Landevej, EggeslevmagleSøndag klokken 14-19.55ATK2431050 km/t81 km/tTre klip