Skip to main content

Uddrag fra weekendens døgnrapport

Nyhed   •   Aug 14, 2017 11:19 CEST

SLAGELSE: Smed en sjus ind i politibil
En 22-årig mand blev sammen med en 34-årig kvinde – begge er fra Slagelse – anholdt natten til lørdag på Schweizerpladsen i Slagelse. En politipatrulje standsede på gaden, og en mand henvendte sig til den ene politibetjent i bilen og stillede et spørgsmål. Da svaret ikke faldt ud til hans tilfredshed, smed han sin sjus ind i politibilen og ud over betjentene, og så smed han sit glas på gaden. Da betjentene ville anholde ham, råbte han en stribe ukvemsord til dem, og de måtte bruge peberspray for at få ro på stedet. Den 34-årige kvinde blandede sig med tilråb af lidet flatterende karakter, og derfor blev de begge anholdt kort før midnat fredag. Den 22-årig blev taget med til politistationen i Næstved, og han blev løsladt igen lørdag klokken 9.11. Han er sigtet for vold mod politiet, mens den 34-årige blev kørt til politistationen i Slagelse, hvor hun blev afhørt. Hun er sigtet for ”fornærmelig tiltale”, som det hedder i straffeloven.


SLAGELSE: Smed stol i hovedet på 25-årig kvinde
Politiet blev lørdag klokken 1.10 kaldt til Rosengade, hvor en kvinde var blevet overfaldet af en mand. Det viste sig at være en 25-årig kvinde fra Jyderup, der sammen med en veninde havde siddet uden for et spisested, da en mand kom hen til deres bord. De to kvinder var imidlertid ikke interesseret i hans selskab, og da de bad ham fordufte, smed han den stol, han havde siddet på, i hovedet på den 25-årige. Ud over et chok fik den 25-årige en bule i hovedet, og politiet anholdt kort efter voldsmanden. Det var en 18-årig mand fra Korsør, som blev taget med til politistationen i Slagelse, hvor han blev afhørt, inden han blev løsladt lørdag klokken 6.57. Han er sigtet for vold.


RØDBY: 34-årig dømt for menneskesmugling
En 34-årig armenier med bopæl i Sverige blev lørdag idømt en fængselsstraf på 40 dage og et forbud mod at rejse ind i Danmark i seks år. Den 34-årige blev dømt for menneskesmugling.

Han blev anholdt lørdag klokken 6.51, da han sammen med to andre mænd fra Sverige ankom med færgen til Rødby. Med i bilen var en 18-årig syrisk kvinde, som ikke havde gyldig rejselegitimation, og de blev derfor også anholdt. Den 34-årige blev lørdag eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør, og retten afsagde i den forbindelse dommen.


NÆSTVED: Groft hærværk med skumslukker
Politiet fik søndag klokken 12.06 en anmeldelse om et hærværk, som er begået mellem lørdag klokken 15.00 og søndag klokken 9.00. En bus, der er ombygget til showroom med en masse IT-udstyr, var blevet vandaliseret af en indtil videre ukendt gerningsmand. Personen har skaffet sig adgang til bussen, der holdt på Maglemølle i Næstved, og så har han eller hun brugt en skumslukker til at sprøjte ud over hele bussen indvendigt. En umiddelbar vurdering af skadernes omfang lyder på op mod en halv million kroner.


SORØ: Sten kastet mod bus
En bus på Vestmotorvejen ved Rustkammervej i Sorø blev søndag klokken 12.22 ramt af en sten, som var kastet ned fra en motorvejsbro. Stenen ramte bussen, som var en dobbeltdækker, på forruden i den øverste del af bussen. Ruden blev knust, og der røg glasstykker langt ind i bussen. Bussen kørte straks ind til siden, og heldigvis kom ingen passagerer fysisk til skade. Fotos fra stedet, afhøringer og hundepatruljer skal nu sørge for, at politiet finder frem til den eller de personer, der kastede med stenen.
Politiet hører også gerne fra personer, der har set eller ved noget om episoden. Politiet kan kontaktes på 114.


RUDE: Politiet på vandet
I løbet af weekenden har politiets maritime enhed, MARSIKPOL, patruljeret i farvandet ud for Bisserup ved Rude. En enkelt båd blev standset og kontrolleret, og der var intet at bemærke. Arbejdet til vands er en del af indsatsen for at forhindre den farlige og ukontrollable sejlads, der tidligere på sommeren er foregået for eksempel med vandscootere.


ESKILSTRUP: Chikane på Farøbroen
En 53-årig kvinde fra Falster var søndag klokken 15.40 på vej over Farøbroen i sydlig retning, og der var tæt trafik, så hun var havnet i anden vognbane. Her kørte hun de tilladte 90 kilometer i timen, da en bil – en grå VW Golf –bagfra kørte tæt op bag hende. Tålmodigheden rakte ikke, og den bagvedkørende Golf påkørte kvindens bil. Da der blev plads til, at kvinden kunne trække ind, forsøgte Golfen at presse kvindens bil af kørebanen, og den trak også ind foran hende og bremsede kraftigt op. Derefter kørte den fra stedet i høj fart. Politiet vil gerne i kontakt med bilister, der har overværet episoden på broen søndag – vidner bedes kontakte politiet på 114.


SORØ: Indbrudstyve taget på fersk gerning
Det var åbenbart alt for fristende for fire unge mennesker, da de lørdag aften fik adgang til en butik på Centervej i Sorø. De stjal øl, spiritus, slik og chokolade, og de var i fuld gang med at læsse deres bil med alle tyvekosterne, da en patrulje ankom til stedet. Den var blevet varskoet af en mand fra butikken, der havde set tyvene på overvågningsbilleder fra butikken. Derfor anmeldte han klokken 23.12 indbruddet, og politiet kunne derfor anholde de fire klokken 23.28. Det drejede sig om to 20-årige mænd, en 18-årig mand og en 18-årig kvinde. En ransagning af tyvenes bil viste, at de også havde 86 gram hash at fremvise. De blev alle sigtet for tyveri, og den ene 20-årige mand bliver også sigtet for besiddelse af hash, mens den anden senere blev sigtet for besiddelse af våben, da man ved ransagning af hans bopæl fandt en peberspray.


INDBRUD

Politiet har i weekenden modtaget følgende anmeldelser om indbrud i privat beboelse:

By Vej Type Tidsrum Udbytte
Slagelse Ribevej Villa Torsdag kl. 21.30 – torsdag kl. 23.20 Intet stjålet
Kalvehave Søndre Led Villa Fredag kl. 00.45 Intet stjålet
Holmegaard Tjørnevej Villa Onsdag kl. 00.00 – fredag kl. 16.30 Smykker og kontanter
Fakse Ladeplads Pilebakken Villa Fredag kl. 22.25 PH lampe
Nakskov Maglehøjvej Villa Fredag kl. 16.00 – lørdag kl. 17.00 Skabe og dæktøjsskab
Herlufmagle Langkærgårdsvej Villa Torsdag kl. 11.00 – lørdag kl. 20.00 Bilnøgle
Sorø Nordskovvej Villa Lørdag kl. 16.20 – lørdag kl. 21.00 Tre iPhones, TV og smykker
Ruds-Vedby Fuglebakken Villa Lørdag kl. 12.00 – søndag kl. 10.45 Intet stjålet
Nykøbing F. Gedservej Lejlighed Fredag kl. 11.00 – lørdag kl. 02.30 Endnu ikke opgjort
Nykøbing F. Gedservej Lejlighed Fredag kl. 12.00 – lørdag kl. 02.45 Endnu ikke opgjort
Stege Storegade Lejlighed Lørdag kl. 11.00 – lørdag kl. 17.15 Smykkeskrin og kontanter
Nakskov Løjtoftevej Lejlighed Lørdag kl. 14.00 – lørdag kl. 17.00 To iPhones og kontanter
Vordingborg Kirkestræde Lejlighed Fredag kl. 17.00 – lørdag kl. 18.00 Intet stjålet
Stokkemarke Sørupvej Landejendom Torsdag kl. 20.00 – fredag kl. 07.00 Malerier, tindåser, sølvtøj og jagttaske
Lundby Lundby Torpvej Landejendom Lørdag kl. 09.15 – lørdag kl. 21.10 Cigaretter, ure og sodavand
FÆRDSELSKONTROLLER
I weekenden har politiet haft følgende færdselskontroller:

By Vej Tidspunkt
Slagelse Holmstrupvej Fredag kl. 07.45 – 08.15 Skolekontrol: 150 køretøjer blev tjekket – ingen sager
Korsør Birchnersgade Fredag kl. 07.50 – 08.20 Skolekontrol: 50 køretøjer blev tjekket – ingen sager
Slagelse Sdr. Stationsvej Fredag kl. 16.05 – 16.20 Tre køretøjer standset, en blev sigtet for manglende sele. En cyklist blev standset og sigtet for brug af håndholdt mobiltelefon
Sorø Slagelsevej Fredag kl. 17.25 – 17.35 Et køretøj standset, føreren blev sigtet for kørsel i påvirket tilstand
Husk, at det er muligt at bestille en færdselskontrol på www.bestilenfærdselskontrol.dk. HASTIGHEDSKONTROLLER

Politiet har i weekenden haft følgende hastighedskontroller:

By Vej Tid Type Kontrollerede Fartbilister Tilladt Hurtigste Klip
Søllested Højrebyvej Fredag kl. 05.53 – 06.58 ATK 172 3 80 km/t 96 km/t Ingen
Søllested Højrebyvej Fredag kl. 07.00 – 07.15 ATK 12 0 80 km/t 84 km/t Ingen
Slagelse Vestmotorvejen Fredag kl. 06.28 – 13.06 ATK 5914 397 50 km/t 101 km/t 45 klip, 30 betinget frakendelser, en ubetinget frakendelse
Dannemare Bygaden Lørdag kl. 13.55 – 15.50 ATK 91 0 50 km/t 46 km/t Ingen
Nakskov Tårsvej Lørdag kl. 16.30 – 19.45 ATK 231 6 50 km/t 78 km/t Et klip
Næstved Vordingborg Landevej Søndag kl. 08.55 – 10.55 ATK 276 33 50 km/t 89 km/t Fire klip, en betinget frakendelse
Rødby Runestensvej Fredag kl. 08.12 – 11.53 ATK – bestilt færdselskontrol 102 0 80 km/t 77 km/t Ingen
Holmegaard Landevejen Lørdag kl. 07.20 – 13.20 ATK – bestilt færdselskontrol 2505 61 60 km/t 94 km/t Fem klip


PÅVIRKEDE TRAFIKANTER

I weekenden har politiet standset følgende påvirkede trafikanter:

Fredag kl. 17.36 på Slagelsevej i Sorø, standsede politiet en 18-årig mand fra Fjenneslev og foretog en narkometertest. Testen viste positiv for cannabis. Samtidig fandt og konfiskerede politiet en mængde hash i bilen. Den 18-årige mand blev anholdt og sigtet for begge dele.

Fredag kl. 20.45 kom en 26-årig mand fra Gørlev Sjælland kørende ad Sorøvej i Ruds-Vedby, da han blev standset af politiet. En alkometertest viste, at han havde en promille over det tilladte. Manden blev anholdt og sigtet for kørsel i spirituspåvirket tilstand. Kl. 21.13 blev den 26-årige igen standset af politiet, denne gang i Dianalund. Her viste en narkometertest positiv for kokain, og han blev endnu engang anholdt og sigtet for kørsel i påvirket tilstand.

En 36-årig mand fra Dannemare kom fredag kl. 21.13 kørende ad Langs Vejlevej i Rødby, hvor han blev standset af politiet og fik foretaget en alkometertest der viste en promille over det tilladte. Den 36-årige blev anholdt og sigtet for kørsel i påvirket tilstand.

Lørdag morgen kl. 04.38 blev en 25-årig mand fra Taastrup, ved en rutinemæssig kontrol, standset af politiet, da han kom kørende ad Nørregade i Nykøbing F. Den 25-årige blev anholdt og sigtet for spirituskørsel.

En 45-årig mand fra Tappernøje blev lørdag kl. 22.20 standset af politiet på Sydmotorvejen. Det viste sig, at den 45-årige havde en promille over det tilladte. Han blev anholdt og sigtet for kørsel i påvirket tilstand.

Søndag kl. 09.45 blev en 29-årig mand fra Tyskland standset ved indrejsefeltet i Rødby Havn. En alkometertest viste en promille over det tilladte, og den 29-årige tysker blev anholdt og sigtet for kørsel i spirituspåvirket tilstand.

En 34-årig mand fra Albertslund kom lørdag morgen kl. 05.00 kørende ad Bråbyvej i Haslev, da han blev standset af politiet. Det viste sig, at den 34-årige både var påvirket af stoffer og kørte uden at have et kørekort. Han blev anholdt og sigtet for begge dele.