Skip to main content

Uddrag fra weekendens døgnrapport

Nyhed   •   Aug 21, 2017 10:09 CEST

VORDINGBORG: Ikke så højt, tak

Politiet fik i fredags flere opringninger fra nogle borgere, der synes, at nogle mennesker, der opholdt sig i Vognmandsparken i Vordingborg, spillede lige lovlig høj musik og var meget højrøstede. Først var en politipatrulje forbi stedet klokken 17 og talte med nogle unge mennesker, som de bad om at skrue ned for musikken og i det hele taget dæmpe sig. Lidt senere klokken 19.30 var patruljen igen forbi, og måtte igen bede dem om at skrue helt ned for musikken. Generelt var der god dialog med de unge mennesker på stedet, men der var to, som ikke helt kunne finde ud af det – de fik begge en sigtelse efter ordensbekendtgørelsen.

NÆSTVED: Mand ville ikke oplyse sit navn

Fredag aften klokken 19.38 kørte en politipatrulje på Ramsherred i Næstved, hvor flere borgere gjorde dem opmærksom på en beruset og aggressiv mand. Patruljen standsede for at tale med manden, der var tydeligt påvirket af alkohol. Han nægtede at oplyse, hvem han var, og da patruljen ikke kunne finde nogen identifikationspapirer på manden, blev han anholdt for overtrædelse af retsplejeloven §750 (nægter at oplyse eget navn). Han blev kørt til politistationen i Næstved for at afvente, at beruselsen kunne fortage sig, så man kunne afhøre ham. Til sidst lykkedes det politiet af få oplysninger om mandens identitet - han er en 41-årig mand fra Skovlunde. Han blev løsladt igen klokken 5.07.

NÆSTVED: Vidner søges i forbindelse med voldtægt

Politiet fik natten til søndag klokken 00.30 en anmeldelse om, at en 23-årig kvinde tidligere lørdag aften havde været udsat for voldtægt i et skovområde, der er ligger bag festpladsen ved Rådhusengen i Næstved. Politiet efterlyser i den forbindelse vidner, der omkring klokken 23.15-23.30, har bemærket en kvinde uden underbenklæder og kun iført en blå T-shirt og kondisko ved skoven omkring adgangsområdet til festpladsen eller personer, der har befundet sig i umiddelbart nærhed af kvinden. Politiet kan kontaktes på 114.

VORDINGBORG: Knallerttyveri og hittegodsEn 18-årig mand fra Vordingborg anmeldte lørdag klokken 17.50, at han havde fanget tre mænd, som havde stjålet en knallert og kørt formålsløst rundt i Vordingborg. En patrulje kom til stedet og sørgede for, at knallerten kom tilbage til sin ejer. De tre gerningsmænd – en 16-årig mand fra Fuglebjerg, en 15-årig fra Mern-egnen og en 21-årig fra Vordingborg – blev alle sigtet for tyveri af knallerten.

Søndag klokken 8.55 blev politiet kaldt til Krondrevet i Vordingborg, hvor et andet vidne tilbageholdt tre unge fyre, der stod med en knallert, der muligvis var stjålet. Det var den 16-årige og den 21-årige, som denne gang var sammen med en 17-årig fra Dalby, og de trak ganske rigtigt af sted med en ny PGO-knallert. De forklarede, at de havde fundet knallerten i en grøft, og at de ville trække den til politistationen, så den kunne finde tilbage til sin rette ejer. De tre fyre blev alle tre sigtet for ulovlig omgang med hittegods, og deres forklaring skal nu efterprøves.

NØRREBALLE: 87-årig mand død i færdselsuheld

Lørdag klokken 18.12 fik politiet besked om et færdselsuheld på Vestre Landevej ved Nørreballe. En 87-årig mand og en 83-årig kvinde – begge fra Nakskov – kom kørende i vestlig retning, da bilen kørte af vejen i en grøft og ind i et træ. Begge personer sad fastklemt i bilen, da politi og en ambulance var fremme 18.24. De blev kørt til Nykøbing Falster Sygehus, hvor manden klokken 19.42 blev erklæret død. Kvinden var på daværende tidspunkt ved bevidsthed og blev vurderet at være uden for livsfare.

NØRREBALLE: Kørte uden kørekort og fik køretøj beslaglagt

En patrulje på Vestre Landevej ved Nørreballe mødte lørdag klokken 21.05 en bil i høj fart, og patruljen standsede bilen for at påtale hastigheden. Da bilens fører – en 24-årig mand fra Nakskov – blev bedt om at vise sit kørekort, fortalte han, at det var blevet frakendt. Det viste sig, at det ikke var første gang, han blev standset uden kørekort, og derfor blev bilen beslaglagt. Den 24-årige blev sigtet for kørsel i frakendelsestiden.

SAKSKØBING: Mand bankede på vinduer

Det er svært at vide, hvad han præcist ville, men en 33-årig mand fra Sakskøbing bankede lørdag aften på vinduerne til en bolig på Vestergade i Sakskøbing. Her bor en 62-årig kvinde, og hun ringede efter politiet, da hun hørte bankene på sine ruder. En patrulje var bare 150 meter væk, da kvinden ringede, og de var fremme klokken 23.44. De fortalte den 33-årige mand, at han skulle forlade stedet, men da han var på vej væk, vendte han om og gik tilbage til boligen. Han nægtede at gå igen, for han ville tale med den kvindelige beboer. Han var nu blevet opfarende og slog ud efter patruljen, som endte med at anholde ham og sigte ham for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Han blev løsladt søndag morgen klokken 5.58.

NÆSTVED: Knuste ølflaske og råbte møgsvin

Natten til søndag var en patrulje i centrum af Næstved, da en dørmand fortalte, at en meget beruset 52-årig mand fra Boeslunde-egnen var blevet bortvist fra en beværtning for meget provokerende adfærd og for at være meget beruset. Patruljen holdt øje med manden, som vredt tog en ølflaske og smed den op i luften. Da den faldt ned på jorden, blev den – ikke overraskende – knust. Patruljen tog fat i ham og fortalte, at det ikke er en acceptabel opførsel i det offentlige rum – hverken flaskekast eller aggressiviteten – men han nægtede begge dele. Han fik alligevel en sigtelse for at have overtrådt ordensbekendtgørelsen. Det har formentlig ikke gjort hans humør bedre, for mindre end 15 minutter senere gik han forbi patruljen og råbte nu ”Møgsvin” efter dem. Det udløste en anholdelse klokken 2.49 og endnu en sigtelse for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Manden blev løsladt klokken 4.50.

NAKSKOV: 21-årig varetægtsfængslet efter trusler

En 21-årig mand fra Nakskov blev i et grundlovsforhør lørdag varetægtsfængslet frem til den 12. september. Han er sigtet for afpresning og trusler mod en 52-årig mand. Afpresningen har tilsyneladende stået på i en længere periode, og den 16. august blev den 52-årige truet med at blive slået ihjel. Politiet standsede lørdag kort efter midnat en bil med den 21-årige – som er en af politiets fokuspersoner i forhold til den seneste tids uro i lokalområdet – ved rattet, og da han var efterlyst i forbindelse med afpresningen, blev han anholdt og sigtet i sagen.

SLAGELSE: 52-årig sigtet for tre indbrud

Natten til mandag fik politiet en anmeldelse om, at der var gået en indbrudsalarm i Slagelse Musikhus på Sdr. Stationsvej. Et vindue var aflistet, og tyven havde været inde i flere lokale, men der var ikke umiddelbart stjålet noget. Et vidne kunne give et signalement af gerningsmanden, og kort efter fandt en politipatrulje frem til en 52-årig mand, der passede på beskrivelse. Han stod på Casinotorvet i Slagelse, og det viste sig, at der var lavet indbrud i to forretninger i nærheden. Den 52-årige blev sigtet for alle tre indbrud.


INDBRUD

Politiet har i weekenden modtaget følgende anmeldelser om indbrud i privat beboelse:

ByVejTypeTidsrumUdbytte
FakseMånevængetVillaLørdag kl. 12.00 – søndag kl. 09.50Ipads, smartphones, smykker, kontanter, parfumer
FensmarkHindbærsvingetVillaLørdag kl. 05.00 – søndag kl. 09.00Smykker
GlumsøSøparkenRækkehusLørdag kl. 14.00 – søndag kl. 00.05Ikke opgjort endnu
HorslundeHvidtjørnevejLandejendomFredag kl. 14.00 – lørdag kl. 09.00Ikke opgjort endnu
NakskovToftevejVillaTirsdag kl. 00.00 – lørdag kl. 11.20Ikke opgjort endnu
NæstvedSterkelsvejVillaLørdag kl. 23.00 – søndag kl. 06.00Kontanter
Nørre-AlslevGyldenbjergvejVillaTorsdag kl. 18.00 – fredag kl. 10.00Ikke opgjort endnu
SakskøbingSukkervængetVillaFredag kl. 02.00 – fredag kl. 02.30Intet stjålet
SlagelseVestergadeVillaLørdag den 5/8-17 kl. 18.00 – søndag den 6/8-17 kl. 09.45Playstation, Apple TV, smykker, kontanter
VordingborgØrredbakkenVillaFredag kl. 01.45Smykker og computer


FÆRDSELSKONTROLLER

I weekenden har politiet haft følgende færdselskontroller:

ByVejTidspunkt
Nykøbing F.Linde AlléFredag kl. 07.30 – 08.00Skolestart: 46 køretøjer kontrolleret – ingen sager
SlagelseRosenkildevejFredag kl. 07.50 – 08.05Skolestart: Ingen sager
SlagelseFlakkebjerg HovedgadeFredag kl. 07.45 – 08.30Skolestart: 50 køretøjer kontrolleret – ingen sager
SorøSmedeparkenFredag kl. 07.35 – 08.10Skolestart: Ingen sager
SorøApotekervejFredag kl. 12.30 – 13.3080 køretøjer kontrolleret – to sager vedr. brug af sele og håndholdt mobiltelefon
Husk, at det er muligt at bestille en færdselskontrol på www.bestilenfærdselskontrol.dk.


HASTIGHEDSKONTROLLER

Politiet har i weekenden haft følgende hastighedskontroller:

ByVejTidTypeKontrolleredeFartbilisterTilladtHurtigsteKlip
FakseGl. StrandvejFredag kl. 07.30 – 14.00ATK134440 km/t51 km/tIngen
HaslevKøgevejLørdag kl. 08.30 – 14.00ATK – bestilt færdselskontrol8184280 km/t137 km/tFem klip, en betinget frakendelse
KorsørStorebæltsbroerneLørdag kl. 14.11 – 19.50ATK4926708110 km/t171 km/t27 klip, to betingede frakendelser
KorsørVestmotorvejenSøndag kl. 13.38 – 19.55ATK8967665110 km/t156 km/tSyv klip
RønnedeNy NæstvedvejSøndag kl. 08.00 – 14.00ATK9924460 km/t93 km/tSeks klip
StenlilleSorøvejFredag kl. 08.00 – 13.54ATK21282760 km/t79 km/t-


PÅVIRKEDE TRAFIKANTER

I weekenden har politiet standset følgende påvirkede trafikanter:

Fredag kl. 12.32 blev politiet ringet op af en mand, der fortalte, at han havde stoppet en anden mand i at køre bil på Rosmarksvej i Nakskov. Anmelderen vurderede at manden var beruset og absolut ikke burde køre bil. En politipatrulje var kort efter på stedet og fik kontakt med anmelderen og manden, som var blevet stoppet - en 49-årig mand fra Nakskov. Det viste sig, at manden havde en promille en godt stykke over det tilladte, og samtidig var han frakendt kørekortet. Den 49-årige blev anholdt og sigtet for begge dele. Politiet takker anmelderen for at være årvågen og handle, så en potentiel ulykke måske er blevet afværget.

Fredag kl. 17.50 ud for Birkevænget i Nakskov standsede politiet en 51-årig mand fra Nakskov. En alkometertest viste en promille over det tilladte, og den 51-årige havde ikke noget kørekort. Han blev sigtet for spirituskørsel samt kørsel uden førerret. Ejeren af bilen sad på passagersædet. Han blev sigtet for at overlade førerretten til den 51-årige – og da det ikke var første gang det skete, blev bilen beslaglagt.

En 34-årig mand fra Korsør blev lørdag nat kl. 01.10 standset af politiet på Halsskovvej i Korsør. En alkometertest vise en promille over det tilladte og i bilen var der både hash og kokain, som politiet konfiskerede. Den 34-årige blev anholdt og sigtet for det hele.

Lørdag kl. 17.22 kom en 35-årig mand fra Fuglebjerg kørende på knallert på Sandvedvej i Fuglebjerg, da han blev standset af politiet. Manden havde en promille over det tilladte og blev anholdt og sigtet for kørsel i spirituspåvirket tilstand.

En 46-årig mand fra Haslev blev lørdag kl. 17.40 standset af politiet da han kom kørende på knallert ad Lysholm Allé i Haslev. En alkometertest viste en promille over det tilladte, og den 46-årige blev anholdt og sigtet for spirituskørsel.

Søndag eftermiddag kl. 14.12 blev en 49-årig mand fra Præstø standset af politiet på hovedgaden i Præstø. Den 49-årige blev anholdt og sigtet for at føre en knallert i spirituspåvirket tilstand.

Politiet ville lørdag nat klokken 0.52 gerne i kontakt med en bil, der kom kørende ad Ringstedgade i Næstved. Men føreren af bilen, en 20-årig mand fra Næstved, havde ikke umiddelbart lyst til at tale med betjentene, og trådte i stedet på speederen. Efter en kort eftersættelse standsede han dog bilen og løb fra stedet. En hundepatrulje, der var i nærheden, blev tilkaldt, og patruljehunden sniffede sig hurtigt frem til den 20-årige, der var påvirket af euforiserende stoffer og uden kørekort. Han blev anholdt og sigtet for det hele.

Med venlig hilsen

Palle O. Hansen