Skip to main content

19.50: Situationsbillede af stormen i Sydsjællands og Lolland-Falsters politikreds

Pressemeddelelse   •   Dec 05, 2013 19:49 CET

Stormen er nu temmelig kraftig.

Storstrømsbroen lukkes inden for ganske kort tid. Dette sker da passagen er yderst vanskelig. Samtidig er broen eneste vej til Falster, og det skal derfor sikres, at udrykning og redningkøretøjer kan komme frem.

Der er meldinger om en del væltede træer over det meste af politikredsen. Men ingen personer er på dette tidspunkt kommet alvorligt til skade.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har frarådet al unødig udkørsel og ophold udendørs. Dette gælder formentlig resten af aftenen og det meste af natten.

Storebæltsforbindelsen er blevet lukket klokken 14. Den vil være lukket indtil videre. Ifølge DMI’s prognoser vil vinden først aftage ca. kl. 04 i nat, men det er endnu usikkerhed om prognoserne. Der kommer løbende situationsmeldinger.  

Farøbroen er blevet lukket og åbner formentlig i morgen tidlig.

Overfarten til Agersø er indstillet indtil kl. 05.30 i morgen tidlig.

Følg løbende opdateringer fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på Twitter: @SSJ_LFPoliti


Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har hovedstation i Næstved og dækker den sydlige del af Sjælland samt Lolland og Falster med lokalstationer i Slagelse, Vordingborg, Nykøbing F. og Nakskov samt udlændingekontrolafdelingen i Maribo.