Skip to main content

28-årig sigtet for drab og drabsforsøg er varetægtsfængslet i surrogat

Pressemeddelelse   •   Maj 08, 2014 17:13 CEST

Retten i Nykøbing F. har i dag varetægtsfængslet den 28-årige beboer på forsorgshjemmet Saxenhøj i Sakskøbing, Han blev i går blev anholdt og sigtet for drabet på den 69-årige læge Flemming Møgelmose på institutionen Saxenhøj. Den anholdte sigtes endvidere for drabsforsøg på en 40-årig socialrådgiver på institutionen og for drabsforsøg på en 50-årig beboer på forsorgshjemmet.

Den 40-årige socialrådgiver er fortsat indlagt og under behandling for alvorlige stiklæsioner. Hans tilstand betegnes som kritisk.

Den 50-årige beboer på forsorgshjemmet er fortsat indlagt, men hans tilstand betegnes som stabil.

Den anholdte blev på grund af sin mentale tilstand fremstillet i grundlovsforhøret in absentia. Han er varetægtsfængslet i surrogat, med anbringelse på psykiatrisk hospital.

Dødsårsagen for den dræbte læge er efter obduktionen konkluderet at være blodtab som følge af flere dybe stiklæsioner.

Da det endnu ikke har været muligt at afhøre de tilskadekomne og den sigtede, kan der ikke oplyses nærmere detaljer om hændelsesforløbet eller motivet. Dog ligger det fast, at den dræbte læge og den tilskadekomne socialrådgiver skulle tilse den sigtede, og derfor henvendte sig på dennes værelse på forsorgshjemmet forud for overfaldet.

Eventuelle henvendelser i anledning af sagen bedes rettet til vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen på telefon 21 619822.



Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har hovedstation i Næstved og dækker den sydlige del af Sjælland samt Lolland og Falster med lokalstationer i Slagelse, Vordingborg, Nykøbing F. og Nakskov samt udlændingekontrolafdelingen i Maribo.