Skip to main content

Der indføres visitationszone i Næstved

Pressemeddelelse   •   Okt 04, 2016 14:06 CEST

For at forebygge eventuelle farlige situationer har Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i dag besluttet at etablere en visitationszone i Næstved by.

Visitationszonen gælder fra tirsdag den 4. oktober kl. 14 til tirsdag den 18. oktober kl. 14.

Visitationszonen omfatter dette område:

Nordlig afgrænsning: Ring Nord fra rundkørslen ved Slagelsevej til rundkørslen ved Ring Øst.
Østlig afgrænsning: Ring Øst til rundkørslen ved Ny Præstøvej.
Sydlig afgrænsning: fra rundkørslen Østre Ringvej/Ny Præstøvej til Vordingborgvej/Industrivangen.
Vestlig afgrænsning: Vordingborgvej/Industrivangen til Vestre Ringvej til rundkørslen ved Slagelsevej/Ring Nord.

(Se også kort.)

- Der har i løbet af de seneste 10 dage været tre skudepisoder i Næstved by. Skudepisoder, som vi ved skaber stor utryghed blandt vores borgere i Næstved. Det er vores opfattelse, at disse skyderier er et resultat af en konflikt, der hersker mellem de to rocker- / bandegrupperinger Satudarah og Bandidos. Vi har derfor på baggrund af den spændte situation vurderet, at der er en øget risiko for, at nogen i det område, vi opretter visitationszone i, kan finde på at bære våben. For at forebygge eventuelle strafbare handlinger, der kan være til fare for personers liv eller helbred, vælger vi derfor at indføre visitationszone i den nævnte periode, siger politidirektør Lene Frank.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har samtidig iværksat en øget patruljering i Næstved og har selvfølgelig stort fokus på en omfattende efterforskning af skyderierne.

For den almindelige borger vil indførelse af visitationszone ikke have stor betydning. Inden for en visitationszone har politiet dog lov til at visitere folk uden på forhånd at have foretaget en sigtelse og uden at have en egentlig begrundet mistanke om at den pågældende er i besiddelse af våben.


Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har hovedstation i Næstved og dækker den sydlige del af Sjælland samt Lolland og Falster med lokalstationer i Slagelse, Vordingborg, Nykøbing F. og Nakskov samt udlændingekontrolafdelingen i Maribo.