Skip to main content

Endnu en medarbejder i SR Design dømt

Pressemeddelelse   •   Nov 08, 2013 09:51 CET


Retten i Næstved afsagde torsdag endnu en dom mod en medarbejder i det konkursramte byggefirma SR Design.

Denne gang var det en teknisk tegner, der fik sin sag behandlet ved retten. Set i forhold til de tidligere sager mod medarbejdere i SR Design, var der her tale om et mindre beløb på i alt knap 55.000 kr., som den tekniske tegner ikke havde oplyst til SKAT. Han havde således udover sin faste løn opsparet knap 55.000 kr. i løn, som han ikke betalte skat af. Hvis han havde oplyst de knap 55.000 kr. til SKAT, skulle han have betalt lidt over 18.000 kr. i skat. Dommen lød derfor på en bøde på 18.000 kr. for skattesvig efter skattekontrolloven.

Efter i to retsdage at have hørt vidneforklaringer og set sagens øvrige beviser, kom dommer Kinna Eidem frem til, at medarbejderen havde fået byggematerialer, surroundsoundanlæg og et par dyre briller af SR Design for de opsparede penge, uden at der var betalt skat. Medarbejderen ankede straks dommen.

Anklager på sagen Rashid F. Elkott udtalte: ”Vi anbefalede retten at idømme tiltalte en bøde på 18.000 kr., vi er derfor tilfredse med dommen.”

Det er den tredje sag i rækken mod tidligere medarbejdere i SR Design. De to tidligere medarbejdere, en sælger og en chauffør blev også dømt. Sælgeren har fået stadfæstet sin dom på 60 dages ubetinget fængsel og bøde på 450.000 kr. i landsretten. Chaufføren har anket sin dom på 4 måneders betinget fængsel og bøde på 250.000 kr., som nu venter på at blive afgjort ved landsretten.

Anklager Rashid F. Elkott kan kontaktes på tlf. 4173 1438.


Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har hovedstation i Næstved og dækker den sydlige del af Sjælland samt Lolland og Falster med lokalstationer i Slagelse, Vordingborg, Nykøbing F. og Nakskov samt udlændingekontrolafdelingen i Maribo.