Skip to main content

Forbud mod adgang til hus på Præstøvej ophæves

Pressemeddelelse   •   Dec 04, 2013 13:18 CET

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi udstedte den 23. oktober forbud mod enhver adgang til adressen Præstøvej 6b i Næstved i medfør af lov om forbud mod ophold på bestemte ejendomme (”Rockerloven”). Dette forbud blev forlænget ad flere omgange til og med den 4. december 2013. I dag vælger politikredsen at ophæve forbuddet.

Årsagen til, at forbuddet mod adgang til huset på Præstøvej nu ophæves, er, at politiet har vurderet, at der ikke aktuelt er tilstrækkelig grundlag for opretholde forbuddet efter rockerloven.

-  På baggrund af efterretninger og oplysninger om rockermiljøet i denne konflikt mellem Westside Nation og Bandidos kan vi konstatere, at der stadig hersker et anspændt forhold mellem de to grupperinger, men ud fra det aktuelle trusselsbillede vurderer vi, at der p.t. ikke er tilstrækkelig grundlag for opretholde forbuddet, siger politiinspektør Flemming Madsen.

Da konflikten mellem de to grupper stadig eksisterer, vil der dog stadig være skærpet patruljering ved adressen på Præstøvej, ligesom stedet videoovervåges intensivt. Desuden har Næstved Kommune udstedt et såkaldt §14 forbud (Planloven), der forbyder, at ejendommen anvendes til og fremtræder som samlings- og tilholdssted for rockergrupper.

Politiet følger situationen tæt og vurderer løbende om trusselsbilledet ændrer sig. Hvis der er tegn på eventuelle angreb eller konfrontationer, vil politiet gribe konsekvent ind. Rockerlovens bestemmelse om forbud mod at tage ophold på en bestemt ejendom vil om nødvendigt tages i brug.

For spørgsmål henvises til politiinspektør Flemming Madsen på tlf.: 41386349.


Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har hovedstation i Næstved og dækker den sydlige del af Sjælland samt Lolland og Falster med lokalstationer i Slagelse, Vordingborg, Nykøbing F. og Nakskov samt udlændingekontrolafdelingen i Maribo.