Skip to main content

​Klorgasudslip i Slagelse svømmehal er under kontrol

Pressemeddelelse   •   Feb 28, 2017 15:36 CET

Tidligt i morges – klokken 6.26 – fik politiet en anmeldelse om, at der var et udslip af en slags i Slagelse svømmehal. Det viste sig at være et udslip fra en tank i svømmehallen.

-Der er tale om en leverance af klor, hvor en ellers normal procedure går galt. Leverandøren fylder ved en fejl cirka 50 liter klor i en tank med cirka 250 liter svovlsyre, og det udvikler så giftige klordampe, siger politikommissær Flemming B. Jensen.

Udslippet gjorde, at en del af området var afspærret i tiden fra 6.35 og det meste af formiddagen. Et nærliggende plejehjem fik besked på at holde vinduer og døre lukkede i første omgang, mens den nærliggende Antvorskov Skole ikke blev udsat for udslippet, da vinden gik i en anden retning. Ret hurtigt viste det sig, at udslippet blev fortyndet af luften, så plejehjemsbeboerne igen kunne åbne døre og vinduer.

I svømmehallen befandt sig 17 personer, hvoraf nogle fik besværet åndedræt, og det blev besluttet at køre alle 17 tilakutafdelingen på Slagelse sygehus forrutinemæssig kontrol. Det har efterfølgende vist sig, at ingen af dem er kommet alvorligt til skade.

Nu forestår et rensningsarbejde i svømmehallen, der stadig er lukket, og der er også stadig afspærringer i området umiddelbart omkring svømmehallen. Politiet er i gang med tekniske undersøgelser, men faren er altså drevet over i denne omgang.

-Lige nu bliver de cirka 300 liter kemikalier sikret, og så bliver de kørt til kommunekemi i Nyborg (EKOKEM) med særtransport. Det er skrappe sager, og i og omkring svømmehallens område blev der målt et luftindhold af klor, som var otte gange højere end normalt, fortæller Flemming B. Jensen

For yderligere oplysninger kontakt Sydsjælland og Lolland-Falsters Politis presseafdeling på telefon 41 32 83 25. 


Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har hovedstation i Næstved og dækker den sydlige del af Sjælland samt Lolland og Falster med lokalstationer i Slagelse, Vordingborg, Nykøbing F. og Nakskov samt udlændingekontrolafdelingen i Maribo.