Skip to main content

​Konflikt i rockermiljøet udløser forbud mod adgang til to huse i Næstved

Pressemeddelelse   •   Jan 02, 2016 21:01 CET

En akut, lokal konflikt i rocker/bandemiljøet udløser forbud mod adgang til klubhusene for Bandidos og Black Army i Næstved.

Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi har netop udstedt forbud mod enhver adgang til adresserne Ringstedgade 229 A og Nordre Farimagsvej 12 kld. i Næstved. Forbuddet gælder fra i dag klokken 21 og 14 dage frem til og med den 16 januar.

Baggrunden for denne beslutning er en akut, lokal konflikt mellem Bandidos og Black Army, hvor der inden for de seneste dage er afgivet adskillige skud mod deres respektive klubhuse. Begge klubhuse er beliggende i boligområder centralt i Næstved. Ud fra efterforskninger og systematisk indsamling af oplysninger i relation til bande- og rockermiljøet, har politiet vurderet, at der er en risiko for at konflikten kan føre til flere skudepisoder.

- Vi er ikke i tvivl om, at begge grupper føler sig truede. Og vi kan ikke acceptere at deres interne konflikt skal udgøre en potentiel risiko mod almindelige borgere i Næstved. Klubhusene ligger nemlig begge i tæt bebyggede områder centralt i Næstved, så ved et angreb kan der også opstå fare for de omkringboende, siger politiinspektør Kim Kliver, og fortsætter:

- Historisk har politiet erfaring for, at der i konfliktsituationer i rockermiljøet afregnes ved brug af skydevåben. Derfor ser vi på situationen med stor alvor og foretager derfor disse tiltag for at sikre lokalbefolkningens tryghed. Samtidig sender vi også et signal til rocker-/bandegrupperingerne om, at denne form for afstumpethed ikke tolereres, siger Kim Kliver.

Beslutningen om forbuddet er taget i medfør af lov om forbud mod ophold på bestemte ejendomme (”Rockerloven”).

Forbud mod at komme på restaurationer i byen

Samtidig har Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi besluttet at meddele restauratørerne i Næstved, at medlemmer af Bandidos og Black Army ikke har adgang til deres restauration (spisested, bar, cafe, diskotek mv.). Det sker, fordi politiet vil undgå, at den føromtalte konflikt breder sig til aften- og nattelivet i byen.

- Det er imidlertid vigtigt at understrege, at den almindelige borger ikke behøver at føle sig utryg. Vi har med disse indgreb kontrol over situationen, og holder selvfølgelig et ekstra vågent øje med de to grupper, siger Kim Kliver.

For yderligere spørgsmål henvises til politiinspektør Kim Kliver på tlf.: 25248222.


Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har hovedstation i Næstved og dækker den sydlige del af Sjælland samt Lolland og Falster med lokalstationer i Slagelse, Vordingborg, Nykøbing F. og Nakskov samt udlændingekontrolafdelingen i Maribo.