Skip to main content

Politiet forlænger forbuddet mod ophold i Gremiums lokaler, Finlandsvej i Haslev

Pressemeddelelse   •   Feb 16, 2016 10:22 CET

Sydsjælland og Lolland-Falsters politi har i dag besluttet at forlænge det midlertidige forbud mod ophold i Rockerklubben Gremiums lokaler med yderligere 14 dage, oplyser politiinspektør Kim Kliver.

Beslutningen om at forlænge forbuddet er truffet ud fra en politifaglig vurdering på baggrund af den systematiske politimæssige indsamling af oplysninger i relation til rocker- og bandemiljøet.

-Det er vores vurdering, at der fortsat er en akut og betydelig risiko for, at personer med tilknytning til bandegrupperingen Brothas Souljaz vil foretage angreb med skydevåben på den anførte adresse, som tjener som tilholdssted for Gremium PG MC Copenhagen Central. Ved beslutningen er der stadig lagt afgørende vægt på, at adressen er beliggende i et bebygget område i Haslev, hvor der er almindelig færdsel, bl.a. til en bokseklub, EUC og forskellige firmaer, og at et angreb vil være til fare for udenforstående, der arbejder, bor eller befinder sig i nærheden af ejendommen, udtaler politiinspektør Kim Kliver.

-Det er naturligvis vores håb, at medlemmerne i de respektive rocker- og bandegrupperinger vil forstå alvoren med vores beslutning, og parallelt med forbuddet fortsætter Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi i øvrigt vores efterforskning med henblik på at stille involverede til ansvar for skudepisoden, siger Kim Kliver

Vurderingen underbygges af, at det er Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenters (NEC) opfattelse, at konflikten mellem Brothas Souljaz og B27 på den ene side og Gremium PG MC Copenhagen Central på den anden side ikke for nuværende er afsluttet.

Evt. spørgsmål kan rettes til politiinspektør Kim Kliver på tlf. 2524 8222.


Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har hovedstation i Næstved og dækker den sydlige del af Sjælland samt Lolland og Falster med lokalstationer i Slagelse, Vordingborg, Nykøbing F. og Nakskov samt udlændingekontrolafdelingen i Maribo.