Skip to main content

​Politiet giver morgenkaffe

Pressemeddelelse   •   Feb 02, 2017 08:56 CET

Ja, den er god nok. Der er kaffe i ekspeditionen på politistationen i Næstved til de mennesker, der mandag og tirsdag 6.-7. februar bliver anholdt, fordi de skylder penge i fogedretten.

I kommunerne Slagelse, Sorø, Faxe og Næstved er der lige nu mere end 1.000 sager, hvor borgere skylder penge og derfor er indkaldt til fogedretten men ikke er mødt op. Det er de sager, der er i fokus ved aktionen den 6. og 7. februar. Aktionen er et samarbejde mellem fogedretten og Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Politiet foretager en opsøgende anholdelsesindsats og henter folk på deres bopæl og bringer dem med til Næstved politigård, hvor de får lov at vente, indtil fogedretten i Næstved åbner klokken 7.30. Og det er i den ventetid, at der bliver serveret en kop kaffe.

I Slagelse bliver de anholdte kørt til Slagelse politigård og efterfølgende til Slagelse arrest, hvor de bliver videofremstillet for fogedretten i Næstved.

Politikommissær ved Lokalpolitiet i Næstved, Jørgen Christensen, fortæller:

- Vi forventer at lave anholdelser hele natten, og vi har både afsat resurser til og effektiviseret aktionen, så vi kan få så mange af de her sager afsluttet som overhovedet muligt, i løbet af de to dage aktionen varer.

Det er allerede nu muligt – på alle hverdage fra 9.00 til 10.00 – at møde frivilligt op i fogedretten og få sin sag ordnet. Mandag og tirsdag 6. og 7. februar vil åbningstiden endda være udvidet for frivillige henvendelser helt frem til klokken 14.00. Ved at møde op frivilligt kan man måske slippe for at få forstyrret sin nattesøvn ved den kommende aktion.


Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har hovedstation i Næstved og dækker den sydlige del af Sjælland samt Lolland og Falster med lokalstationer i Slagelse, Vordingborg, Nykøbing F. og Nakskov samt udlændingekontrolafdelingen i Maribo.