Pressemeddelelse -

Carsten Dilling ny koncernchef hos TDC

TDC er nu klar til at præsentere sin nye adm. direktør og koncernchef. Det bliver Carsten Dilling, der kommer fra stillingen som koncerndirektør for TDC Operations. Carsten Dilling er 50 år og har været en del af TDC’s koncernledelse siden 2007. I 2011 blev han desuden udnævnt til Group Chief Operating Officer (COO).

Bestyrelsesformand i TDC Vagn Sørensen begrunder valget af den nye koncernchef:

”I bestyrelsen er vi meget glade for, at det nu er Carsten Dilling, der sætter sig helt i spidsen for TDC. Carsten har en unik indsigt i TDC's forretning og i alle processer i TDC. Han står som garant for at sikre den solide udvikling, koncernen er inde i. Han er desuden sammen med den øvrige direktion dybt involveret i det strategiarbejde, der skal sætte retningen for koncernen i de kommende år. Endelig vil jeg fremhæve, at Carsten med sin baggrund som adm. direktør for flere it-virksomheder besidder en stærk kommerciel erfaring.”

Carsten Dilling selv glæder sig over muligheden for at stå i spidsen for TDC’s videre udvikling:

”Jeg er naturligvis rigtig glad for, at bestyrelsen har givet mig denne mulighed. TDC er kommet meget langt gennem de seneste år og er i dag en meget stærk forretning, der står godt rustet til fremtiden. Det har været usædvanligt spændende at sidde som en del af koncernledelsen i de år, hvor vi er gået fra at være et af de lavest til et af de bedst indtjenende teleselskaber i Europa. I samme periode har arbejdet med at sikre bedre kundeoplevelser og motiverede medarbejdere taget fart. Jeg glæder mig til som koncernchef at sikre, at denne udvikling fortsætter.”

TDC’s nuværende strategi løber året ud, og Carsten Dilling fortæller, at man senere på året vil præsentere den igangværende opdatering af strategien, der skal række frem mod 2015:

”Den strategiske retning, der blev præsenteret under TDC’s re-introduktion på fondsbørsen i slutningen af 2010 har skabt stærke resultater for koncernen. Denne platform vil også være fundamentet for den planlagte opdatering af koncernens strategi frem mod 2015, som jeg forventer at kunne præsentere i fjerde kvartal i år, når vi i løbet af efteråret har samordnet strategi og budgetproces.”

Carsten Dilling tiltræder som adm. direktør og koncernchef fra i dag, mens Henrik Poulsen i en overgangsperiode indtil et tidspunkt sent i august vil fungere som rådgiver for Carsten Dilling.

Der er endnu ikke truffet beslutning om, hvem der afløser Carsten Dilling som koncerndirektør for TDC Operations, og indtil videre varetages denne funktion fortsat af Carsten Dilling.

Yderligere oplysninger:
TDC Presse, tlf. 70 20 35 10

Blå bog på Carsten Dilling:
2009-2012: COO og Koncerndirektør for TDC Operations
2007-2009: Koncerndirektør for TDC Fastnet
2005-2007: Adm. direktør, Ementor A/S
2001-2005: Koncernchef, Colombus IT Partner A/S
1984-2001: IBM, flere direktørposter i nordisk og europæisk regi

Uddannelse: Er uddannet i 1986 fra Handelshøjskolen i København, nu CBS, med en HA i Finansiering og HD i Udenrigshandel.

Privat: Født i 1962. Bor i Hørsholm med sin kone Susanne og har tre børn. I fritiden dyrker han sejlsport og spiller golf.

Related links

Emner

  • Erhverv

TDC kan med over 280.000 km fiber-, kobber- og coaxkabler forsyne samtlige danske husstande med telefoni og internet. Sammen med Danmarks mest stabile mobilnet på tværs af både 2G-, 3G- og 4G-teknologierne tilbyder TDC mobildækning til ca. 99 pct. af Danmark. TDC forbinder Danmark

Kontakt

TDC Group Communications

Pressekontakt 70203510