Pressemeddelelse -

​Ny TDC-organisation skal skabe de bedste kundeoplevelser

TDC Group får nu for første gang en koncerndirektør med overordnet ansvar for kunderelationen. Det er et led i en organisationsændring, hvor målet er at skabe de bedste kundeoplevelser.

”Vi befinder os på et marked, som er præget af hård konkurrence og mange nye aktører. Med den nye organisering ønsker vi at komme endnu tættere på kunderne og blive hurtigere til at levere førende produkter og services til dem,” siger koncernchef for TDC Group, Pernille Erenbjerg.

Det overordnede ansvar for kunderelationen bliver lagt i hænderne på koncerndirektør Jens Aaløse, som kommer til at stå i spidsen for enheden ’Group Chief Customer Officer & Stakeholder Relations’. Her får han også det overordnede ansvar for HR.

”Vores medarbejdere har gjort en kæmpe indsats og har løftet kundetilfredsheden i det forløbne år – det bygger vi nu videre på. Jeg er glad for, at Jens har sagt ja til at være den, der sikrer, at vi på tværs af koncernen fortsætter rejsen mod at give den bedste oplevelse til vores kunder. Det er omdrejningspunktet i TDC Groups fremtidige strategi,” siger Pernille Erenbjerg.

Organisationsændringen medfører samtidig en ny forretningsstruktur i koncernen. Der skabes tre danske retail-forretningsenheder, som hver især får det fulde ansvar for produktudvikling, salg, markedsføring og kundeservice. Det drejer sig om to nye enheder: ’Household Brands’ hhv. ’Online Brands’, samt TDC Erhverv.

”Vi knytter de medarbejdere, der kender kunderne bedst, tættere sammen med det ene mål at skabe de bedste oplevelser for vores kunder,” siger Pernille Erenbjerg.

Online Brands får det samlede ansvar for Telmore, Blockbuster, Fullrate og Fullrate Erhverv.

”De tre brands konkurrerer på et marked, der udvikler sig teknologisk og prismæssigt næsten fra dag til dag. Ved at samle alle funktioner kan vi agere hurtigere og være på forkant med kundernes ønsker og behov, ikke mindst for primært at møde os online,” siger Pernille Erenbjerg.

YouSee og TDC Privat forbliver samlet i den nye forretningsenhed Household Brands, som har knap 1,6 millioner danske husstande som kunder.

”Det er et forretningsområde, hvor kunderne i større udstrækning ønsker sammenhængende kommunikations- og underholdningsløsninger. Her kommer vi ligesom på erhvervsområdet til at samle produktudvikling, salg, markedsføring og kundeservice i én enhed for at levere en mere helstøbt kundeoplevelse,” siger Pernille Erenbjerg.

Michael Moyell Juul bliver ny direktør for Online Brands og indtræder i TDC Groups koncernledelse. Samtidig er han konstitueret som direktør for Households Brands.

For at sikre en stærk kommerciel styring og forretningsudvikling samt skabe synergier på tværs af forretningsenheder og lande samles en række funktioner, der i dag ligger i de enkelte forretningsenheder, i ’Group Strategy & & Portfolio Management’. Chief Strategy Officer Louise Knauer indtræder i koncernledelsen.

”Med Michael og Louise får vi to stærke kommercielle og strategiske profiler med i koncernledelsen. De kommer med deres tydelige kundefokus til at gøre en forskel for TDC Group og vores kunder,” siger Pernille Erenbjerg.

Organisationsændringen træder i kraft fra årsskiftet og er første led i TDC Groups plan for de kommende år. Den nye strategiplan vil blive præsenteret på en kapitalmarkedsdag den 27. januar 2016.

Fakta om organisationsændringen

  • Det fulde ansvar for Telmore, Blockbuster, Fullrate og Fullrate Erhverv samles i Online Brands. Langt hovedparten af support- og servicefunktionerne i det hidtidige forretningsområde Channels lægges sammen med ansvaret for produktudvikling, salg og markedsføring i Household Brands, som består af YouSee og TDC Privat. Support- og servicefunktioner vedrørende erhvervskunderne flyttes til Erhverv.
  • Den hidtidige direktør for Channels, Jens Aaløse, bliver direktør for Group CCO & Stakeholder Relations. I koncernledelsen får han udover CCO-rollen ansvaret for HR, juridisk afdeling, Public Affairs, CSR samt Group Communications. Jens Aaløse har været koncerndirektør siden august 2013. HR-direktør Jesper Isaksen udtræder ved samme lejlighed af TDC Groups koncernledelse og forlader inden for de kommende måneder TDC Group.
  • Michael Moyell Juul bliver direktør for Online Brands, konstitueret som direktør for Households Brands og indtræder i koncernledelsen. Han er tidligere strategichef i TDC Group og har siden 2013 været en del af ledelsen i Consumer, hvor han har haft ansvaret for porteføljestyring samt strategi- og forretningsudvikling.
  • Chief Strategy Officer Louise Knauer bliver direktør for Group Strategy & Portfolio Management og indtræder i koncernledelsen. Hun kom til TDC Group 1. november og har tidligere været CEO i Wibroe, Duckert & Partners, People Group A/S samt management konsulent i Egon Zehnder og McKinsey & Company. 

Emner

  • Erhverv

Kontakt

TDC Group Communications

Pressekontakt 70203510