Pressemeddelelse -

​Skybrud udløste digital film-rekord

Weekendens voldsomme regnmængder gav ikke kun lokale skybrud, oversvømmede kældre og våde veje. Hos landets største digitale filmtjeneste, Blockbuster, blev der sat flere rekorder i det grå sommervejr.

Lørdag den 25. juli, hvor der ifølge DMI væltede 1,4 milliarder tons vand (32 mm) ned over landet, satte antallet af filmudlejninger ny rekord for en enkelt dag. Resultatet var 29 pct. flere film end den hidtidige rekord, som blev sat søndag 19. juli, hvor der faldt ca. otte mm. regn.

Regnen – og forbrugerinteressen – holdt ved de følgende dage, og den 26. og 27. juli er nu Blockbusters hidtil bedste søndag og mandag. Den tidligere rekord for en mandag blev sat den 13. juli, men den rekord blev slået med 36 pct. mandag 27. juli. Traditionelt er 2. påskedag årets største filmmandag, men den er nu distanceret med ikke mindre end 160 pct.

Den hjemlige komedie ’Mænd & høns’ var den mest populære film hjemme i stuerne, mens adventuredramaet ’Seventh Son’ og ’Min søsters børn og guldgraverne’ var hhv. nummer to og tre. En af årets mest omtalte – og i øvrigt titelaktuelle – film, ’Fifty Shades of Grey’, kom ind på en 7. plads.

Blockbuster er TDC Groups digitale filmudlejningstjeneste. Blockbuster tilbyder digital leje eller køb af film via internettet på bl.a. smart tv, spillekonsoller, computer m.m.

Emner

  • Kunst, kultur, underholdning

TDC Group er Skandinaviens foretrukne udbyder af kommunikationsløsninger og home entertainment. Døgnet rundt sikrer koncernen millioner af skandinaviske husstande hurtig og let adgang til musik, tv og film på alle platforme, når som helst og hvor som helst. TDC Group ejer og driver fiber-, kobber-, coax- og mobilnet og er med sit pan-nordiske netværk den vigtigste udbyder af avancerede netværksløsninger til både store og små virksomheder.

Kontakt

TDC Group Communications

Pressekontakt 70203510