Skip to main content

TDC bliver Skandinaviens førende kabel-tv-udbyder

Pressemeddelelse   •   Sep 15, 2014 08:02 CEST

TDC Group køber Norges førende udbyder af kabel-tv og bredbånd, Get A/S, og skaber Skandinaviens største kabel-tv-selskab målt på omsætning. Med 1,7 millioner husstandskunder og en omsætning på syv milliarder kroner i kabel-tv forretningen bliver TDC Group regionens førende kommunikations- og underholdningsvirksomhed.

”Købet af Get er TDC Groups største og vigtigste investering i mange år. Vi har ventet på denne mulighed, og vi ser købet som en naturlig og rettidig udbygning af TDC Group til en førende skandinavisk udbyder af kabel-tv, underholdning og højhastighedsbredbånd på kabelnet. Det er samtidig et strategisk skridt ind på privatmarkedet i Norge på et område, som vi har et indgående kendskab til gennem mange års succesfuld udvikling og drift af YouSee på det danske marked,” siger koncernchef, adm. direktør Carsten Dilling, TDC Group.

Get har 500.000 husholdnings- og erhvervskunder og var i 2013 den hurtigst voksende udbyder på det norske marked.

Med købet af Get vokser kabel-tv-forretningen i TDC Group til i alt 1,7 millioner husstande fra de nuværende 1,2 millioner husstande i YouSee. Samlet vil 29 pct. af TDC Groups omsætning (2013) komme fra kabel-forretningen og andelen forventes at vokse.

”Get er en veldrevet forretning med verdensklasse-produkter på et attraktivt marked med stort vækstpotentiale. Væksten understøttes af en meget stærk norsk økonomi. Bortset fra i 2005 har selskabet siden 2000 haft to-cifrede årlige vækstrater, og det er i dag blandt de mest profitable på europæisk plan. Købet styrker vores samlede kabel-tv-forretning på skandinavisk plan og sikrer os samtidig en stærk tilstedeværelse på både erhvervs- og privatmarkedet i Norge,” siger Carsten Dilling.

Carsten Dilling siger, at TDC Norge og Get er et ideelt match både, hvad angår teknisk infrastruktur og den forretningsmæssige tilgang hvert ledelsesteam repræsenterer.

TDC Norge ejer et fiberbaseret transmissionsnet og har primært fokus på store erhvervskunder. Get ejer et vidt forgrenet kabel-tv-net, som kombineret med partnernet passerer 0,7 millioner af de norske husstande, og selskabet har primært fokus på privatkunder og mindre og mellemstore virksomheder.

”TDC Group og Get passer simpelthen godt sammen. Get og YouSee kan forretningsmæssigt få gavn af at udnytte best practice og samarbejde inden for produktudvikling, innovation og indhold. På netværkssiden kan vi høste synergier ved at kombinere vores netværk i en komplet norsk infrastruktur baseret på fiber og coaxnet. På erhvervsområdet bliver vi over tid i stand til at  tilbyde den samme brede produktportefølje som TDC Group i Danmark,” siger Carsten Dilling.

Administrerende direktør i Get siden 2000, Gunnar Evensen, fortsætter som leder af Get. Når handlen er gennemført vil han stå i spidsen for arbejdet med at designe den kombinerede TDC og Get organisation, der skal sikre realiseringen af synergierne bedst muligt.

”TDCs virksomhed i Norge og Get supplerer hinanden rigtigt godt, og vi ser frem til alle de nye muligheder, som nu åbner sig. Vi glæder os til at fortsætte med at udvikle de bedste og mest brugervenlige produkter til vores kunder og sammen videreudvikle vores satsning på erhvervsmarkedet. Med TDC på holdet bliver vi en endnu stærkere virksomhed, som vil styrke vores position på det norske marked,” sier Gunnar Evensen.

TDC Group køber Get af GS Capital Partners og Quadrangle Capital Partners for en pris på 13,8 mia. norske kr. (12,5 mia kr.). Købet gældsfinansieres. Samtidig justerer TDC Group sin dividenderate til omkring 60 pct. af Equity Free Cash Flow, hvilket medfører, at der nu forventes et udbytte på 2,50 pr. aktie for 2014, mod den tidligere forventning på 3,70 kr.

Købet skal godkendes af de norske konkurrencemyndigheder, hvilket forventes at ske i 4. kvartal. J.P. Morgan var finansiel og Kromann Reumert juridisk rådgiver for TDC Group ved handlen.

Fakta om Get

•  Get er Norges næststørste kabel-tv-udbyder med en omsætning på 2,4 mia. norske kr. og et overskud før skat, renter og afskrivninger (EBITDA) på ca. 1,1 mia. norske kr. (2013). Selskabet har hovedsæde i Oslo og beskæftiger ca. 840 medarbejdere. TDC Norge har i dag ca. 180 medarbejdere.

•  Gets største forretningsområde er kabel-tv og højhastighedsbredbånd, og selskabet har 500.000 husstands- og erhvervskunder inkl. et stort antal lokale antenneforeninger og boligselskaber.

•  De seneste år har Get vundet en række bedst-i-test priser for brugervenlighed, innovative produkter og god kundeservice.

•  Selskabet er ejer og operatør af et stort hybridnet (fiber og koaxialnet) i de større byområder i Norge. Ca. 0,7 millioner husstande og virksomheder – inkl. de eksisterende ca. 500.000 kunder – er inden for rækkevidde af Gets og dets partneres infrastruktur.

•  I 2013 havde Get ifølge Post- og teletilsynet den stærkeste vækst i Norge inden for både bredbånd og tv blandt alle udbydere.

•  Gets kunder har adgang til højhastighedsnetværk med bredbåndsprodukter på pt. op til 200 Mbit/s. Get har i 2013 testet bredbåndshastigheder på 1 Gbit/s i sit net.

•  Gets kunder kan se tv på alle platforme, hvor de vil, og når de vil, og de kan fjernstyre optagelser på deres bokse med en Get app. De har adgang til 150 af de mest populære norske og internationale tv-kanaler. Gets tilbud omfatter også en digital filmtjeneste med flere end 6.000 udlejningsfilm.


TDC kan med over 280.000 km fiber-, kobber- og coaxkabler forsyne samtlige danske husstande med telefoni og internet. Sammen med Danmarks mest stabile mobilnet på tværs af både 2G-, 3G- og 4G-teknologierne tilbyder TDC mobildækning til ca. 99 pct. af Danmark. TDC forbinder Danmark

Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar

Agree With Privacy Policy